Historikeren Peter Frankopan slog i “De Nye Silkeveje” fra 2019 fast, at magten ligger i ressourcerne. Med tiden er silke og det sorte guld, olie, blevet overhalet af teknologi og de råstoffer, som indgår i teknologien.
Netop her, kunne man lidt flot indføje, fortsætter James Ashton fortællingen i “The Everything Blueprint: Processing Power, Politics, and the Microchip Design that Conquered the World”.
I sin bog udvider den britiske finansjournalist paletten af råstoffer til også at omfatte nutidens mest eftertragtede vare: mikrochippen.
Ashton zoomer ind på den uvurderlige ARM-processor, der sidder i alt fra smartphones til IoT-enheder og avancerede våbensystemer. Samtidig oprulles en britisk erhvervssucces.
Advanced RISC Machine (ARM) er udviklet af det Cambridge-baserede firma arm (ja, det skal skrives med lille) og har spyttet milliarder og atter milliarder ud af den lille chip baseret på firmaets eget design. I dag er firmaet på japanske hænder.
Med tiden har ARM-chippen taget markedsandele fra Intels x86-arkitektur og er i dag den mest udbredte, når det gælder smarte enheder.
95 procent af klodens smartphones har en ARM-processor som “hjerne”. Udviklingen har været et forretningseventyr med deltagelse af blandt andre Apple.
At have så stor betydning placerer uundgåeligt firmaet i den teknologiske frontlinje.
Aktuelt er Kina og USA røget i totterne på hinanden over dominansen inden for teknologi, (private) data og råstoffer til produktionen af chip til blandt GPU’er og CPU’er.
Ashton gennemgår, hvordan ARM-chippen uundgåeligt bliver fedtet ind i det geopolitiske magtspil. Præcis som silke, krydderier og olie førhen var med til at tegne verdens militære, økonomiske og politiske landkort.
Senest gav Corona-krisen et vink med en vognstang om, hvor vigtige forsyningskæderne er. Uden adgang til microchip er der ingen kunstig intelligens, datacentre, selvkørende biler, kommunikation og samhandel.
Så bliver det vist ikke meget større.
Titel: The Everything Blueprint: Processing Power, Politics, and the Microchip Design that Conquered the World / Forfatter: James Ashton