Microsoft har sat sving i en ny rådgivningsenhed med det mundrette navn App Assure Arm Advisory Service.
Den skal hjælpe udviklere med at kode native software til Windowsversionen af Arm-processorarkitekturen. Det skriver ComputerSweden.
“De fleste applikationer fungerer kun via emulering, men udviklere kan tilpasse deres apps til at køre native på Windows-versionen af processorarkitekturen Arm”, lyder det fra Microsofts Corporate Vice President for Customer Experience Engineering, Mike Adams.
Ifølge ham vil Arm-markedet vokse fra 14 til 25 procent frem til 2027. Det betyder, at app-kompatibilitet for Windows på Arm er vigtig, så apps fortsat kan anvendes.
App Assure Arm Advisory Service er en del af Microsofts App Assure-program, som også kan hjælpe udviklere med at få ældre applikationer til at fungere på Windows 10 og 11.