Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Mange mener, at løb er den bedste måde at slå hjernen fra på. Et skridt foran det andet. Kilometer efter kilometer. Med sveden perlende på læben og vind i håret.
Men selv om vores egen hjerne bliver slået fra, betyder det ikke, at den digitale hjerne skal gøre det samme.
Faktisk har de sidste 10 års digitale udvikling gjort en massiv forskel for løbesporten og løberes performance – og de næste 10 år bliver endnu mere spændende og forandrende.
I dag er verdensrekorden for marathon to timer, et minut og ni sekunder, en rekord sat af Eliud Kipchoge under Berlin Marathon i 2022. Det er vanvittigt hurtigt og en kæmpe præstation.
Men det kan blive endnu hurtigere med fremtidens digitale værktøjer – og en tid på under to timer kan være et realistisk mål.
Blandt andet skal AI-værktøjet Digital Twin, som vi arbejder meget med, være med til at skabe de bedste forudsætninger for, at kroppen kan præstere bedst muligt, fra næse til hæl.
Et teknologisk gennembrud for løbesporten
Forestil dig to løbere, der står ved siden af hinanden ved marathonets startlinje.
Den ene har helt normalt løbetøj på. Måske et pulsur på ene arm.
Den anden er blevet udstyret med alt det bedste fra Digital Twin-teknologiens verden, herunder:
- Et sæt avanceret løbetøj, der måler kroppens temperatur og tilpasser åndbarheden til hudens behov.
- Et par løbesko, der er 3D-printet og baseret på eksakte specifikationer på løberens fod.
- En hjertemåler, der måler millioner af stresstests i løbet af ruten
- En næsemåler, der måler det ideelle iltforbrug gennem næsen
- En digital hjerne, der simulerer løberens mentale tilstand og optimerer den ved hjælp af data
- 3D printede måltider, der er skabt ud fra et evalueret datamålt behov hos løberen
- Et sæt briller, der måler hastighed og fortæller løberen, om vedkommende skal løbe hurtigere eller langsommere
Den nye standard
Dog er vores mål ikke, at teknologien kun skal blive tilgængelig for de mest professionelle – det skal blive den nye standard, og vi arbejder dagligt på at integrere digital twin-teknologien i præsente systemer, så overgangen bliver så glidende som muligt.
For hvis der er en ting, som ikke må ske, så er det, at teknologien overtager det spontane ved løbesporten, som vi er utroligt mange, der sætter pris på.
Faktisk viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, Danskernes motions- og sportsvaner 2020 fra oktober 2022, at 33 procent af alle danskere dyrker løb jævnligt.
Det er der dog intet, der tyder på.
Vores research indtil nu viser derimod, at løberne bliver både mere motiverede og finder en stor glæde i at have mere kontrol over deres krop og sind. Det skaber simpelthen overskud til at præstere bedst muligt.
Det er ikke nyt, at vi anvender teknologi til at måle enheder i kroppen.
Men det er revolutionerende, at vi inddrager den kunstige intelligens til at skabe fysiske præstationer, som aldrig er set før.
Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvornår vi kommer under de to timer.
Vi har allerede set de første fremskridt, når menneske og teknologi arbejder sammen.
Jeg vil ønske alle et godt marathon i København og held og lykke med jagten på den personlige rekord.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.