Artikel top billede

AMOLED displayet har høj lækkerhedsfaktor og kan justeres i en uanet mængde af informationer og forskellige farver. (Foto: Peter Hyldahl / Computerworld)

Test: Her er vi tæt på det perfekte kompromis mellem smartwatch og træningsur

Det er sjældent, at jeg har så store superlativer fremme, men Garmin Epix Pro er et sjældent set mix mellem et træningsur fra de øverste hylder og et smartwatch i den bedre ende.

De fleste træningsure kan lidt groft sagt det samme, så det er lækkerhedsfaktor og ikke mindst, hvor godt de klarer sig mod smarture som Apple Watch, der tæller.

Her stempler det nye Garmin Epix Pro ind i topstriden.

Umiddelbart lyder en Pro-udgave af Garmins træningsur som en omgang møntet på mersalg.

Det er det naturligvis også, men med Epix Pro har amerikanerne bag uret løftet et godt ur til det nærmest sublime.

Dyr fornøjelse

Nu er det ikke fordi, at der findes det perfekte mix eller ur i nogle af de to verdener.

Har du i forvejen et af de nyere Apple Watch, vil du nok ikke skifte – det ville også være bekosteligt, da den testede version på min arm koster 8.145 kroner.

Prisen er den samme, uanset om du vælger 42 mm, 47 mm eller 51 mm udgaven.

Den testede version er Pro Saphire. Vælger du Pro Standard, får du ikke safirglas over urskiven, mens prisen sænkes til 7.399 kroner. Billigt bliver det aldrig

Men ok – sammenlignet med Apples top ure, Garmins vildere Fenix ure, der også er ude i Pro udgaver, er det prisen for et top-ur med avanceret chip-teknologi ombord.

Uanset hvordan jeg vender og drejer det, er det seriøst mange penge for et ur, og derfor skal det da også levere på topniveau.

Mange forbedringer

Jeg har aldrig prøvet et pulsur med indbygget pulsmåling i uret, der er præcist. Og det er Pro da heller ikke, men det er blevet væsentligt mere pålideligt.

Det betyder, at jeg under løb og belastning har en puls, der er tættere på det korrekte.

Jeg sammenholder med måling på samme tid via pulssensor spændt om brystet, som også er fra Gamin.

Ofte måles der alt for høj puls i forhold til virkeligheden, og det er ikke sjældent, at et pulsur siger, at jeg har højere puls end mit maksimale.

Epix Pro klarer det ikke til UG, og til intervaltræning er du stadig nødt til at have et pulsbælte på. Det er hurtigere til at registrere ændringerne.

Men alt målt og vejet går det den rigtige vej, og til mange træningspas kan jeg nu droppe pulsbæltet.

Displayet er et 1,2 tommer AMOLED-display med fiber-forstærket urkasse og bagdæksel af titanium. Og det er blandt andet det, der har ført til en meget høj pris.

Skærmen står meget lækkert og kan selv ved lav lysintensitet ses uden problemer. Selv i løb behøver jeg ikke ændre displayet meget for at kunne aflæse min aktuelle værdier.

Uret, knapperne og følelsen i fingrene er ret lækkert, og som det bør være i prisklassen. Det reagerer hurtigt og ser godt ud på armen.

Vend håndleddet let, og du kan se displayet, som slukker igen lidt efter.

Eneste minus er remmen, der er en kedelig gummisag. Den giver god mening til træning, men der burde følge et med i metal eller læder til mere officielle lejligheder.

Det kan du naturligvis, som med alle tidligere modeller, købe ved siden af. Men til prisen burde det følge med.

Kast lys over dit løb

At gennemgå alle urets muligheder vil fylde en bog.

Det har naturligvis et hav af funktioner, og blandt de bedre er en indsigt i træningsdata over længere tid. Det er lettere at finde forbedringer i din træning, som jo også virker motiverende.

Du kan også frembringe 'træningsparathed', som Garmin kalder det.

Her måler den ikke mindst din hvilepuls og sammenholder med den træning, som du normalt laver, og giver en melding om den intensitet, som du skal lægge i dit næste træningspas.

Nyt er en indbygget lommelygte, som du kan bruge til at finde vej i mørket. Men du kan også sætte den til stroboskoptilstand, som kan matche løbekadancen.

Denne del finder jeg egentligt mere forvirrende end brugbar, men prøv det selv – det kan være det giver et ekstra løft.

Med alle funktioner slået til, skal du nok ikke regne med, at den kan holde de 31 dage på batteriet, som der loves. Men selv den halve driftstid er stadig fint nok for mig.

Nærmest perfekt kompromis

Garmin Pay, styring af musik og informationer på displayet fra telefonen, fungerer som på tidligere varianter. Det vil sige godt og hurtigt, men ikke på højde med for eksempel et Apple Watch, der har endnu flere funktioner.

Personligt er jeg meget glad for Apples produkter, men har aldrig fundet Apple Watch særligt indbydende.

Her gør Garmin det godt for mig og andre, som søger mere træningsorienterede alternativer.

Epix Pro er derfor næsten et perfekt match mellem et træningsur- og et smartwatch. Det er ikke bedst på en række punkter, men scorer højt på alle parametre, og derfor kvitteres med en karakter i den høje ende.


Loading ikon