For et år siden – 20. januar 2023 – varslede Google den største fyringsrunde i selskabets historie.
12.000 medarbejdere skulle skæres væk, fordi selskabet havde hyret for mange under coronapandemien.
Derudover skar Google ned på de ansattes frynsegoder samt bærbare computere og udstyr.
Fyringsrunden var dengang efterdønninger af det enorme ansættelsesboom, der var under corona, hvor tech-giganterne hyrede i massevis for derefter at lave massefyringer og ansættelsesstop - mere end 190.000 it-medarbejdere mistede jobbet i løbet 2022 og starten af 2023.
Efter sådan en rutsjebanetur kunne man måske tro, at de it-ansatte i tech-sektoren kunne ånde lettet op, men i en intern meddelelse til medarbejderne melder Googles CEO, Sundar Pichai, nu at flere fyringer er på vej i 2024.
Det skriver mediet CNBC, der er i besiddelse af beskeden med titlen ”2024 priorities and the year ahead” (2024-prioriteter og det kommende år).
Heri skriver Sundar Pichai, at Google har "ambitiøse mål og vil investere i vores store prioriteter i år."
Det gælder blandt andet massive investeringer i kunstig intelligens, hvilket betyder omstruktureringer af afdelinger og frigørelse af ressourcer.
"Virkeligheden er, at for at skabe kapacitet til denne investering, er vi nødt til at træffe svære valg," skriver Pichai. For nogle teams betyder det at eliminere roller, hvilket inkluderer "at fjerne lag for at forenkle udførelsen og øge hastigheden," tilføjer han.
Sundar Pichai skriver dog også fyringerne ikke vil være af samme omfang som sidste års nedskæringer og "ikke vil berøre alle teams."