Google, Amazon og Apple har indledt 2024 med fyringsrunder, og dermed rækker de seneste års tendens i Silicon Valley også helt ind i det nye år.
Det skriver Berlingske.
Som Computerworld tidligere har fortalt voksede antallet af job i den amerikanske tech-branche ifølge en ny analyse kun med 700 stillinger i 2023, og året før forsvandt der hele 13.500 job fra den amerikanske tech-branche.
De magre år kommer efter en række corona-år, hvor jobmarkede i både den amerikanske og den danske it-branche bragede frem.
Siger farvel til hundredvis af ansatte
Søgegiganten Google har ifølge Berlingske indledt det nye år meed at siger farvel 630 ansatte, der blandt andet arbejder med den digitale assistent Google Assistent.
Det er dog intet sammenlignet med åreladningen i fjor, hvor Google nedlagde 12.000 stillinger som led i en fyringsrunde.
Hos Amazon er der ifølge Berlingske også blevet fyret flere hundrede ansatte i selskabets Prime Video-division ligesom, at 500 stillinger bliver nedlagt hos den Amazon-ejede livestreamingtjeneste Twitch.
Apple har samtidig for nylig meddelt, at selskabet flytter en afdeling med 121 ansatte fra San Diego i Californien til Austin i Texas. Medarbejderne kan frem til udgangen af februar beslutte om de vil flytte med til Texas eller finde et nyt job.