Har du også bemærket, at det er som om, at Googles søgeresultater ikke er helt så brugbare, som de var i gamle dage?
I så fald er det ikke bare nostalgien, der spiller dig et puds.
For ifølge tech-mediet 404 Media viser en undersøgelse foretaget af tyske forskere ved universitets i Leipzig, Bauhaus-Universität Weimar og forskningscenteret
ScaDS.AI Leipzig, at der er noget om snakken.
De har gennem et helt år studeret 7.392 søgeresultater for produktanmeldelser på søgemaskinerne Google, Bing og DuckDuckGo, og deres forskning viser overordnet set, at hjemmesider der er højt rangerede i søgninger er kendetegnet ved at være mere søgemaskineoptimeret og ved at vise tegn på at have lavere tekstkvalitet.
Meget markedsføring
Samtidig viser forskningen, at det overordnet set kun er en lille del af alle produktanmeldelser på internettet, der indeholder affiliate marketing.
Men blandt de produktanmeldelser, der finder vej til søgeresultatern,e er det til gengæld et flertal, som indeholder affiliate marketing, hvilket typisk vil sige, at de er udstyret med betalte links.
"Vi kan konstatere, at flertallet af de højt rangerede produktanmeldelser på resultatsiderne i de kommercielle søgemaskiner anvender affiliate marketing, og vi ser betydelige mængder af regulær SEO-produktanmeldelses-spam," skriver forskerne og tilføjer:
"Vi finder også stærke korrelationer mellem søgemaskinerangeringer og affiliate marketing samt en tendens til simplificeret, gentagende og potentielt AI-genereret indhold."
Søgemaskiner er på bagkant
Ifølge forskerne er søgemaskinerne i stigende grad kommet på bagkant i den konstante kamp, som de kæmper med den del af marketing- og SEO-branchen, som beskæftiger sig med spam og affiliate marketing,
Forskerne advarer samtidig mod, at det med stor sandsynlighed bliver endnu værre med fremvæksten spam genereret med kunstig intelligens.
"Grænsen mellem harmløst indhold og spam i form af indholds- og linkfarme bliver stadig mere utydelig. Situation vil uden tvivl vil forværres med udbredelsen af generativ AI,” lyder det desuden fra forskerne, som advarer om, at denne type indhold kan udgøre en regulær trussel mod søgemaskinerne.