Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
2023 var på mange måder et spændende år inden for innovation.
Fremkomsten af kunstig intelligens (AI), såsom generativ AI, tiltrak sig stor opmærksomhed og var i høj grad et emne som dominerede nyhedsoverskrifterne både herhjemme og i resten af verden.
Men i virksomheder er anvendelsen af generativ AI stadig ikke fuldt ud modnet, og mange står over for udfordringen med at afgøre, hvordan de bedst kan implementere og drage fordel af denne teknologi.
Den digitale udvikling er en dynamisk proces, og vi kan forvente, at de banebrydende tendenser fra 2023 år vil fortsætte med at forme samfundet ind i 2024.
Så hvordan vil disse tendenser påvirke robotteknologi og automatisering, og hvad kan fremstillingsindustrien forvente?
AI vil sætte et nyt udviklingstempo inden for robotteknologi og automatisering
AI er ved at forandre softwareudviklingen og gøre den billigere, hurtigere og mere effektiv.
I automatiseringens verden er software en central brik, og med integrationen af AI vil softwareudviklere få mulighed for at skabe mere skræddersyede og optimerede løsninger til forskellige opgaver og udfordringer.
Hvis softwareudvikling tidligere har føltes som at arbejde med en skovl, svarer indførelsen af AI nærmere til at bringe to heste og en plov ind i processen.
Ikke desto mindre forbliver ekspertisen inden for automatisering en knap og uvurderlig ressource i en revolutionær tid, hvor AI transformerer produktionen.
Det har været interessant og måske overraskende at se AI ændre livet for mange kontoransatte, da det endnu ikke har haft samme indvirkning på arbejdsgangen på fabrikker.
Derfor ser jeg frem til at opleve, hvordan fordelene ved maskinlæring vil nå ud til flere producenter i løbet af 2024.
Essensen er, at teknologien allerede er tilgængelig – vi har nemlig mange samarbejdspartnere, der udvikler applikationer, som udnytter AI til at gøre vores robotter i stand til at udføre mere komplekse og varierede opgaver.
AI muliggør for eksempel, at robotter kan opnå en opfattelsesevne, der ligner menneskers, hvor de kan flytte dele præcist, tilpasse sig omskiftelige omgivelser og lære af deres egne erfaringer.
Med tiden vil disse færdigheder resultere i hidtil uset fleksibilitet, kvalitet og pålidelighed i produktionsvirksomheder.
Udviklingen inden for robotsoftware muliggør mere deling og genbrug
Robotsoftware er det, der binder brugerne sammen med deres mekaniske modstykker - en digital forbindelse, der overgår den fysiske interaktion.
I 2024 forventes softwareudviklingen at åbne døren for helt nye stadier af samarbejde og genbrug.
Forestil dig en verden, hvor vi ikke længere behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang, men derimod udnytter eksisterende softwareelementer, herunder komponenter, grænseflader og algoritmer på tværs af forskellige applikationer.
Dette princip vil ikke kun strømline innovation, men også reducere tiden det tager, at introducere nye løsninger til markedet.
Virksomheder fusionerer IT og OT for at forbedre driften
Fremtidens produktion er tæt forbundet med IT/OT-integration, da data vil understøtte innovation og effektivitet.
Forskning viser, at produktionsindustrien har været på forkant med at indføre cloud-baserede softwaretjenester, og vi ser allerede, at nogle kunder bruger disse til at forbedre kvalitet, omkostningseffektivitet og forudsigelighed.
Derfor er jeg overbevist om, at vi i 2024 vil se en vækst i datadrevne logistik- og produktionssystemer.
Mange er stadig af den opfattelse, at skyen blot fungerer som en dataopsamler med backup-funktion, som vi kender det fra vores private liv.
Men det virkelige potentiale og den virkelige styrke ligger ikke i at lagre data.
Det transformerende spring kommer nemlig, når cloud-baserede softwaretjenester forbinder mennesker og maskiner og dermed hjælper producenter med at forenkle komplekse processer og træffe smartere beslutninger.
Den digitale udvikling åbner op for betydelige fordele. Blandt andet kan vi ved at have fjernadgang til produktionsdata hurtigere reagere på problemer og løbende forbedre automatiseringen, når det er nødvendigt.
Efterhånden som dynamiske systemer spiller en mere og mere essentiel rolle i industrien, tilbyder flere cloud-teknologier det nyeste inden for sikkerhedsforanstaltninger samt uovertrufne services og i bedste tilfælde højere effektivitet og reduceret nedetid.
I 2024 har producenterne udsigt til at drage fordel af disse teknologiske fremskridt, der ikke kun kan øge kvaliteten, reducere nedetiden og optimere omkostningerne, men også bane vejen for strategiske ændringer i produktionen, såsom konkurrencedygtig dataudnyttelse og bæredygtighedsmål.
Logistik bliver et fokusområde for robotteknologi
Tidligere i år kiggede Interact Analysis på de forventede vækstrater i robotforsendelser på tværs af industrier. Her var det mest fremtrædende vækstområde logistik, som forventes at have en flerårig vækstrate (CAGR) på 46 procent i perioden 2023-2027.
Hvilket ikke er overraskende, da markedet for ikke-industrielle anvendelser af robotter vokser hurtigt.
Ligesom fremstillingsindustrien står mange logistikvirksomheder over for en alvorlig mangel på arbejdskraft, alt imens presset stiger som følge af globalisering, e-handel og komplekse forsyningskæder.
Flere logistik-, lager- og distributionscentre vil næste år implementere automatisering for at kunne levere ydelser hurtigere og bedre.
Samspillet mellem robotter og intelligent brug af data er klar til at revolutionere logistikvirksomheder på tværs af hele værdikæden lige fra indgående pakker til udgående logistik.
Udviklingen er imponerende, og jeg ser med stor forventning frem til endnu et år med spændende fremskridt.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.