Artikel top billede

(Foto: Photo by Towfiqu barbhuiya on Unsplash)

Gør klar til at sælge diskret dansk betalings-selskab for milliarder - sidder på 10 procent af de europæiske onlinebetalinger

Ejerne gør klar til at sælge dansk-stiftede Banking Circle, der sidder på 10 procent af de europæiske online-betalinger. Prisen anslåes til mere end 40 milliarder kroner.

Kapitalfonden EQT gør i al hemmelighed klar til at sælge den dansk-stiftede betalings-kæmpe Banking Circle, der har en markedsværdi i omegnen af 40 milliarder kroner.

Børsen skriver, at EQT ‘i hemmelighed’ er ved at forberede salgsprocessen.

EQT købte majoriteten af selskabet for seks år siden for to milliarder kroner. Siden er værdien af Banking Circle eksploderet. Seneste omgang lød på en værdi i omegnen af 40 milliarder kroner.

Banking Circle har ingen direkte konkurrenter og har gennem årene i al stilhed opbygget en position, hvor selskabet sidder på omkring 10 procent af det europæiske marked for online-betalinger.

Omsætningen står til at runde tre milliarder kroner i år. Selskabet håndterede i 2023 betalinger for 600 milliarder dollar - en del mere end Danmarks samlede bruttonational-produkt.
Banking Circle blev stiftet i 2013 af Anders La Cour og Laust Bertelsen under navnet Saxo Payments Banking Circle.

Anders La Cour bor i dag i News York med sin familie og er i gang med at forsøge at rulle selskabets løsninger ud i stor skala i USA. I kikkerten er ikke mindst de store amerikanske tech-giganter, da Banking Circles strategi altid har været at få fat i de helt store kunder tidligt.