Artikel top billede

(Foto: Silicon Labs)

Guldager: Hvorfor er smart home æraen ikke over os endnu?

Klumme: Det smarte hjem - det rigtig smarte hjem - har vi ventet på længe. Men nu sker der faktisk noget.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Indrømmet – jeg bruger gerne ordene ’fremtid’ og ’forudsigelser’ skødesløst i samme sætning.

Jeg påstår endda, at det er gratis at spå om fremtiden. Ingen kommer reelt set efter dig, hvis du tager fejl. Nok også fordi det er svært – nogle ville mene umuligt – at spå.

Men det holder mig ikke tilbage for at prøve. Altså at forudsige fremtiden. Når det nu er gratis at gøre, kan man jo altid prøve. Og det har jeg gjort utallige gange, når det kommer til teknologiske tendenser og udviklinger.

Én tendens og én forudsigelse jeg længe har holdt fast i – og som jeg tydeligvis ikke lærer noget af – er tendensen om det smarte hjem. Det internet-forbundne hjem, det intelligente hjem eller som jeg godt kan lide at kalde det – det forstående hjem. Den kommer vi tilbage til.

I over fem år har min forudsigelse været, at det smarte hjem nu endelig får sit store gennembrud og danskerne rigtig får øjne op for mulighederne. Når jeg er blevet spurgt til artikler eller i tv-interviews om mine forventninger til det smarte hjem, har jeg slået fast, at nu er der endelig sket så meget teknologisk, at det selvfølgelig vil tage fart.

Men det er endnu ikke rigtig sket.

Det kan være du læser det her, og skæver lidt over til din lampe med Philips Hue-pæren i, eller lige tjekker om Google stadig er i huset med et raskt; Hey Google!

Hvis du gør, så tillykke med et nogenlunde smart hjem. Resten af danskerne dog har ikke set det internetforbundne lys. Eller jo – måske faktisk lige den del, har man bredt fået øjne op for. Pærer vi kan koble på internettet, og så slukke og tænde, selv om vi ikke er hjemme. Det er jo smart, for så kan vi ”snyde” indbrudstyvene, der selvfølgelig intet kender til ny teknologi.

Men når jeg taler om det smarte hjem, så mener jeg det fuldt integrerede smarte, intelligente og forstående hjem.

Det hjem, der ved hvordan du har det, ved hvordan du bedst kan lide at få tilberedt dine æg lørdag morgen, ved hvilken spilleliste på Spotify, der passer lige til dit humør akkurat nu og som ud fra alt den data, du så generøst har kastet om dig, har en profil, som gør at den faktisk kan give dig en bedre og nemmere hverdag.

Når man taler om det smarte og forbundne hjem, så taler vi gerne om scenarier. Det er scenarier, som er tilføjet til en app, der er koblet til huset. Ud fra de scenarier ved huset, hvornår gardinerne skal køre ned, hvornår lyset skal tænde og slukke og om kaffemaskinen skal sætte i gang. Simple øvelser der med tiden kan blive mere avancerede.

Selv har jeg set lyset for længst med det smarte hjem. Jeg kører pt. et komplet system kaldet Wiser fra Schneider Electric i mit hus. Her har jeg fået udskiftet stikkontakter, så de er koblet op til nettet. Smart når jeg nu er den eneste, der reelt set har set det famøse smart home-lys herhjemme. Så kan jeg stadig tilgå lamperne fra mobilen og på distancen, selv om min kone fysisk slukkede kontakten inden vi gik.

Og netop en tænd/sluk-alt knap ved hoveddøren har gjort mit ud-af-døren-i-en-fart-liv, så meget nemmere. Jeg også har sat en decideret tisserute op via lamperne. De tænder om natten i et svagt lys, og viser ruten til toilettet. Det har vel reddet mig fra nogle frygtelige ulykker, når jeg kommer stavrende ned af gangen om natten.

Ligeledes har jeg overblik over kameraer, varmeregulering og den seneste opdatering; strømforbruget. Her kan jeg se, hvor der bruges strøm i huset, og jeg kan tilpasse det sådan, at visse maskiner først må begynde, når strømmen er billig. Hvis jeg havde grøn strøm, kunne jeg muligvis også sætte den til det – det må komme i næste opdatering.

Og hvis man kigger ind i den famøse glaskugle – og det er her, at det bliver gratis at forudsige – så kommer der til at ske meget mere. Alene med den generative AI-udvikling, der eksploderer i øjeblikket.

Her er tanken om husets personlige butler ikke langt væk. En omgang Jarvis fra Iron Man, der sørger for dig og dine i huset. Giver dig den seneste opdatering fra verdenen, gør dig klar til at møde verdenen om morgen med det rette tøj til vejret og planlægning af møder og andre gøremål.

Og hvis vi tilføjer hele den store bølge af bæredygtighed og den grønne omstilling, kan det forstående og smarte hjem i den grad være altafgørende. Et hjem der fokuserer på tidspunkter med forbrug og ikke-forbrug. Skruer ned for varmen, når hjemmets ejere ikke er der, slukker lyset efter os og sørger for, at vandforbruget er på et absolut minimalt niveau.

Alt i alt lyder det smarte hjem, som noget vi alle burde have.

Noget der kunne gøre vores verden nemmere, måske endda bedre. Men danskerne er stadig noget forbeholdne for integrationen. Og hvorfor kan jeg ærligt ikke svare på. Undersøgelser slår fast, at robotstøvsugeren ikke har overtaget hjemmet, selv om vi vitterligt får frigivet flere timer til at lave andet end at støvsuge. Den smarte dørlås, der gør nøglen overflødig, er heller ikke rigtig slået igennem i Danmark, selv om svenskerne for længst har låst sig ind og ud med mobilen. Og listen kan blive ved.

Men med udviklingen af det fælles sprog for alle dimser i hjemmet, kaldet Matter, der gør det muligt eksempelvis at kunne styre Apple-produkter med Google-højtalere og viceversa, og med flere smarte produkter i udkanten af udgivelse, så tør jeg godt spå, at NÆSTE år får det smarte hjem det store danske gennembrud.

Måske.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.