Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Kvalificerede gæt siger, at verden i de seneste måneder er beriget med 5000 forskellige AI-applikationer.
Ale kender ChatGPT, men har du hørt om Jasper, Copy AI og Quillbot, der også genererer tekst?
Eller hvad med Fliki, SuperCreator og Runway, som laver video? Og så er der også nye AI-værktøjer i kategorierne lyd, billede, kode og produktivitet.
Eller hvad med Microsofts Copilot, som lige nu er ved at blive en fast ingrediens på Office 365 og Windows? (Hvis altså din it-afdeling vil bruge pengene på det).
Forandringen er lynhurtig og meget grundlæggende. Den kommer til at ændre, hvordan man leder (i hvert fald på teknologi-området) og hvordan man lærer.
Den kommer også til at påvirke, hvordan vi måler produktivitet og forandrer opgaver, funktioner og organisationer.
Omfavn kontroltabet
Jeg tror, at det er omsonst at tro på fuld kontrol over udviklingen og udrulningen af generativ AI, fordi den ”kører af sig selv”.
Mit hovedbudskab er, at vi må omfavne kontroltabet for at minimere det. Vi skal kaste os ud i det, for medarbejdere, kolleger og kunder er i fuld gang.
Vi har ganske vist lige været involveret i et projekt for en A-kasse, som ønskede at bruge ChatGPT 4.0 til medlemskommunikationen.
Den blev fodret med lovsamlingen og præcedens fra afsagte domme, så den kunne besvare medlemsspørgsmål.
Prototypen kører internt og leverer gode svar i 92 procent af tilfældene i den testcase, vi opstillede på mulige medlemsspørgsmål.
Bryder gængse kategorier
A-kassens styrede tilgang til ChatGPT sker med en vis kontrol af effekten, men hvad med alle de andre områder, hvor generativ AI bliver en del af vores hverdag, uden at vi som organisationer har besluttet det?
Forleden talte jeg med en 62-årig leder fra den offentlige sektor, der fortalte om hans avancerede brug af ChatGPT. It’s all over the place.
Generativ AI bryder med gængse kategorier på en række områder.
Den fjerner barrierer for individet og udvider mulighederne for, hvad enkeltpersoner kan gøre. Giver adgang til nye kompetencer og redefinerer betydningen af "ekspertise", når man på ingen tid skaber en professionel video eller får en 90 pct brugbar ekspert-tekst.
Demokratisering
Der er et element af demokratisering. Uanset hvor rig du er, kan du ikke købe dig til bedre advokater, bedre investeringsrådgivere, bedre sundhedsvejledere eller bedre undervisere.
Specialiseret viden bliver alment tilgængelig, og små virksomheder får adgang til samme ressourcer som de store.
Jeg hæfter mig også ved, at generativ AI er så nem og hurtig at bruge, at den kommer ind i organisationerne nedefra og som et personligt arbejdsværktøj.
Det går så hurtigt, at klassisk uddannelse og træning er for langsom. Vi kan knap nok nå at lære af hinanden.
Dertil kommer at disse værktøjer udvikler sig, i takt med at vi bruger dem.
De svarer jo netop ikke ens på samme spørgsmål, fordi de hele tiden opsuger og ”ser” nye sammenhænge.
Lære og lede
Vi står med andre ord med nogle gigantiske udfordringer i forhold til at lede og lære om denne udvikling.
Vi må erkende, at generativ AI kommer af sig selv, og derfor gør vi klogt i at skabe rum, hvor vi synliggør og deler erfaringer.
Vi får brug for regelmæssige brainstorm-sessioner, hvor teams - ledere og kolleger - diskuterer, hvordan fremtidens landskab vil se ud, og hvordan organisationen kan forberede sig.
Medarbejdere skal selvfølgelig også have adgang til kurser og workshops, der holder dem opdaterede om teknologi og tendenser.
Nogle steder i organisationen må vi dedikere ressourcer til at overvåge og analysere den teknologiske udvikling, startups og innovation.
Samarbejde med universiteter og forskningsinstitutioner kan være kilder til banebrydende forskning og innovation.
Hollywoods gode eksempel
Vi skal altså lære og lede på samme tid.
Det må nødvendigvis blive helt i øjenhøjde med de faggrupper, der er involveret. Her er Hollywood måske et godt eksempel.
Gennem flere måneder her i 2023 var der en glødende konflikt mellem manuskriptforfatterne og filmselskaberne.
Filmproduktionen gik i stå og mange skuespillere sluttede op om konflikten.
Nu er den konflikt overstået, og et forlig er indgået.
Hollywoods manuskriptforfattere opnåede faktisk kontrol over filmselskabernes brug af AI til at skrive manuskripter. Det blev en del af løsningen på konflikten.
Generativ AI vender op og ned på det meste.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.