Go' morgen folkens
Det er i dag torsdag 2. november, og her har du Computerworlds morgen-briefing.
Igen i dag er det Jacob Wittorff, der sidder klar bag tasterne. Knap så morgen-frisk som da ugen begyndte, men til gengæld rustet til tænderne med stærke og hårdtslående nyheder.
Dagens første nyhed handler om LinkedIn, der netop har passeret en markant milepæl.
Linkedin når én milliard brugere og lancerer nyt chatbot
Det profesionelle netværk LinkedIn, der er ejet af Microsoft, har nu mere end én milliard brugere, oplyser selskabet.
Samtidig lancerer LinkedIn ifølge CNBC nu en ny chatbot baseret på Open AI’s GPT-4 , der skal assistere brugerne i jagten på nye karrieremuligheder.
Eksempelvis kan brugerne spørge chatbotten om, hvorvidt de kvalificerede til specifikke job og hvilke konkrete mangler, der kan være i forhold til vedkommende cv.
Hackerne rammer dig via Google-links og pdf-filer
It-kriminelle forsøger i stigende grad at ramme dig og din arbejdsplads via Googles cloud-lager, Google Drev.
Det viser den seneste E-mail Thread Report fra it-sikkerhedsfirmaet Vipre Security Group.
I undersøgelsen fra Vipre er to milliarder e-mail blevet analyseret, og man kom frem til at 224 millioner af de analysere e-mails var spam, mens 110 havde direkte skadeligt indhold. 58 procent af de skadelige mails havde skadelige links, mens 42 procent indholdt vedhæftede filer.
De it-kriminelle gør især brug pdf-filer med skadelige kode samt links til blandt andet Google Drev. Sidst nævnte er ifølge Vipre især populært, fordi det her lettere at gemme eksekverede kode og makroer.
Snowflake lancerer nyt AI-værktøj
Det amerikanske softwarefirma Snowflake, der har udviklet en løsning til lagring af data i skyen, lancerer nu et nyt kunstig intelligens-værktøj ved navn Snowflake Cortex.
Det skriver Techcrunch.
"I bund og grund bringer vi avancerede søgemuligheder samt store sprogmodeller ind i hjertet af Snowflake. Det sker med en ny komponent, som vi kalder Snowflake Cortex," siger Sridhar Ramaswamy, direktør for AI hos Snowflake, ifølge Techcrunch
Værktøjet skal gøre det lettere for virksomheder at arbejde med applikationer baseret på kunstig intelligens på Snowflake-platformen.
Det kan eksempelvis være, hvis man som Snowflake-kunde ønsker at bygge løsninger baseret på generativ kunstig intelligens oven på de data, som man har lagret i Snowflake.
Samesystems aktionærer bakker op om afnotering
På en ekstraordinær generalforsamling onsdag, sagde aktionærerne i det danske it-selskab Samesystem ja til et forslaget om at lade selskabet afnotere fra First North-børsen.
Dermed er vejen banet for den afnotering, som bestyrelsen lagde op til i sidste måned.
“Afnoteringen vil reducere omkostningerne og forbedre selskabets indtjening,” lød det i den forbindelse fra SameSystem.
Elbilssalget blev fordoblet i oktober
Elektrificeringen og digitaliseringen af de danske biler fortsætter.
Således viser tal fra de danske bilimportører, at der blev indregistreret dobbelt så mange biler i den seneste måned sammenlignet med samme måned sidste år.
Ud af de 13.233 biler, der blev indregistreret i oktober var 4.825 rene elbiler.
I dag for 35 år siden: Morris-ormen hærger internettet
En af verdens første computerorme, Morris-ormen, blev distribueret den 2. november 1988.
Ormen blev udviklet af Robert Morris, som på det tidspunkt var studerende på det amerikanske eliteuniversitet Cornell University.
I et forsøg på at sløre sine spors slap han dog ormen fri på det tekniske universitet, Massachuesetts Institute of Technology. Efterfølgende blev tusindvis af computere inficeret af ormen.
Robert Morris blev efterfølgende i dømt tre års betinget fængsel, 400 timers samfundstjeneste og en bøde på 10.050 dollar for sin gerning.
Senere stiftede Robert Morris selskabet Viaweb sammen med sin ven Poul Graham. I 1998 blev Viacom solgt til Yahoo for 49 millioner dollar, og efterfølgende stiftede de to venner den berømte ”startup-skole” Y Combinator