Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Danskerne føler sig ikke godt nok rustet til at bruge ChatGPT / Tidligere Google-topchef køber beslaglagt oligark-yacht / Vestager og Zuckerberg mødes for at tale om risici

Danskerne føler sig ikke godt nok rustet til at bruge ChatGPT. Tidligere Google-topchef køber beslaglagt oligark-yacht. Vestager og Zuckerberg mødes for at tale om risici.

Godmorgen venner!

Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld.

Igen i dag er det Qëndrim Fazliu, der er morgen-briefing-redaktør og skal guide dig igennem dagens første nyheder.

Lad os straks komme i gang.

Danskerne føler sig ikke godt nok rustet til at bruge ChatGPT

Omkring halvdelen af den voksne befolkning ikke føler sig godt nok rustet til at gøre brug af kunstig intelligens på arbejdspladsen.

Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt 1.003 danskere over 18 år lavet for Dansk Erhverv.

Undersøgelsen viser også, at mer end en million danskere over 18 år (21 procent) har prøvet ChatGPT eller andre sprogmodeller, mens knap halvdelen af danskerne (43 procent) har hørt om den berømte chatbot, men har ikke prøvet den.

For de unge danskere mellem 18-29 år er det halvdelen, der har prøvet ChatGPT.

Undersøgelsen viser også, at 8 procent af de beskæftigede danskere har brugt ChatGPT i forbindelse med arbejde, mens tre gange så mange (24 procent) forventer at komme til at bruge chatbotten i forbindelse med arbejde inden for de næste tre år.

Halvdelen af de danskere, der i dag er elever eller studerende har brugt ChatGPT i forbindelse med uddannelse.

Tidligere Google-topchef køber beslaglagt oligark-yacht

Den tidligere Google-topchef Eric Schmidt, har måtte gribe dybt i lommerne for at købe en sanktioneret superyacht, der førhen var ejet af en russisk oligark.

Ifølge Bloomberg har det kostet den tidligere Google-mand 67,7 millioner dollar, der svarer til 460 millioner kroner.

I marts 2022 blev den russiske oligark Andrey Guryev ramt af sanktioner rettet mod Rusland og oligarker med tæt forbindelse til Ruslands præsident, efter landets invasion af Ukraine i februar samme år.

Det betød, at oligarkens yacht Alfa Nero blev efterladt på den caribiske ø Antigua.

Herefter røg yachten på auktion, og det var altså her, Eric Schmidt, der nåede at være topchef for Google i et årti, kunne købe den 81 meter lange yacht.

På trods af, at en halv milliarder kan lyde af meget, så er det dog ikke et køb, der ruinerer Eric Schmidt.

Ifølge Bloomberg er han nemlig god for 168 milliarder kroner og figurerer som nummer 60 på listen over verdens rigeste.

Schmidt har ud over at være topchef for Google senere været både bestyrelsesformand i Google og i moderselskabet Alphabet, hvor han stadig er tilknyttet som rådgiver.

Vestager og Zuckerberg mødes for at tale om risici

Den danske konkurrencekommissær i EU samt ledende næstformand i Europa-Kommissionen Margrethe Vestager mødtes mandag aften med Meta's CEO Mark Zuckerberg.

Det skete i Europa-Kommissionen, hvor Vestager tog mod Zuckerberg for blandt andet at tale om, hvordan man kan mindsker de risici, der er forbundet med open source-miljøer.

Det skriver Margrethe Vestager på Twitter.

EU's konkurrencekommissær skriver i samme opslag, at EU's 'code of conduct' er undervejs.

EU og USA har opfordret AI-industrien til straks at indføre en ‘code of conduct,’ frem til at EU kan være på plads med den såkaldte AI Act - som altså først skal igennem hele den lovgivende mølle i EU, inden den kan træde i kraft.

Det er dog uvist, om Vestager har opfordret Zuckerberg til det samme under mødet mandag aften.

Dansk Commodities får ny CDO

Energihandelsvirksomheden Dansk Commodities har udpeget Umid Akhmedov som ny Chief Data Officer (CDO) i energihandelsvirksomheden Danske Commodities.

Umid Akhmedov bliver udover stillingen som CDO også ansvarlig for Danske Commodities’ data engineering & architecture-team.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Dermed får den nye CDO ansvaret for at videreføre arbejdet med implementeringen af den datastrategi, Danske Commodities introducerede i 2019, lyder det i meddelelsen.

”Jeg er glad for at kunne præsentere Umid som ny CDO. Han har en stærk faglig og ledelsesmæssig baggrund, som vil bibringe stor værdi for os,” siger Danske Commodities’ chef for technology, Rasmus Lundgaard Pedersen.

Umid Akhmedov har tidligere arbejdet for Saxo Bank, DONG Energy, Ørsted, FLSmidth og Microsoft, og han ser frem til at bruge sin erfaring i den nye stilling.