Velkommen til ugens første overblik fra Computerworld.
Med dagens oversigt over de ferske nyheder er morgenbestyrer Niels de Boissezon.
Her er den nye guide til SMV-cybersikkerhed
Den almennyttige virksomhed Dansk Standard er ude med en ny vejledning til hvordan særlig SMV’er kan arbejde med risikostyring i forhold til cyber- og informationssikkerhed.
Guiden til brug af risikoprofiler er udarbejdet i samarbejde med Alexandra Instituttet og sigter efter at give gode råd og redskaber til hvordan man kan arbejde konkret med risikostyring.
”De fleste virksomheder arbejder med risikostyring i et eller andet omfang, fx er der som regel styr på de økonomiske risici, og det er også de færreste virksomheder, der ikke har lås på hoveddøren. Men selvom cyber- og informationssikkerhed efterhånden er kommet på rigtig mange virksomheders dagsorden, er det langt fra dem alle, der arbejder systematisk med risikostyring som et redskab til at ruste virksomheden og mindske konsekvenserne i tilfælde af fx cyberangreb og andre uforudsete digitale hændelser,” fortæller Michael Bladt Stausholm, Principal Security Architect fra Alexandra Instituttet.
Den nye guide kan hentes på Dansk Standards hjemmeside.
Intel satser ekstra stort på Vietnam
Den amerikanske chip-kæmpe vil til at styrke sine produktionsanlæg i Vietnam markant for at mindske sin eksponering til Kina og Taiwan som produktionslande, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Selskabet vil til at investere op til yderlige en milliarder dollar i landet over de kommende år, lyder det. Intel har i forvejen øremærket halvanden milliard dollar til chip-produktion og test-faciliteter.
Intels vietnamesiske investeringsiver kommer i kølvandet på amerikanske restriktioner på kinesisk produktion, mens analytikere peger på Vietnam som et oplagt investeringsland for virksomheder, der vil undgå ’overkoncentration’ af chip-produktion i Kina og Taiwan, som sammenlagt tegner sig for 60 procent af den globale kapacitet.
Den første Intel-fabrik forventes at være opført i begyndelsen af 2024.
Aarhus Universitet udnævner ny professor i datalogi
Marianne Grave Petersen udnævnes som ny professor i datalogi hos Aarhus Universitet.
Med sig bringer hun en ekspertise indenfor særligt interaktionsdesign, Human Computer Interaktion (HCI) og shape-changing interfaces.
"Et af de områder jeg arbejder med, er fleksible grænseflader som kan gøre vores digitale apparater og vores måder at samarbejde på mere fleksible. Vi bruger f.eks. robotteknologi og nye materialer til at vise hvordan vores produkter, som f.eks. mobiltelefoner, i højere grad kan tilpasse sig til de mange forskellige måder vi bruger dem på,” siger hun i en meddelelse.
Forinden har hun været lektor ved universitetet siden 2006 og tidligere adjunkt.
Dania Software udvider i Norden
Den vestsjællandske software-virksomhed Dania Software udvider sine aktiviteter med åbningen af en filial i Norge med base i Oslo.
Dania Software udvikler software-løsninger til offentlige kunder i EU, Norge og Storbritannien
Selskabet bygger bro mellem Microsoft 365 office-produkter og fag- og forretningssystemer, for at sikre processen bag dokumentdannelse i organisationer, heriblandt Digital Post.