Apple har siden introduktionen af sin første iPhone SE i 2016 budt på en prisvenlig adgang til selskabets frodige økosystem af apps og tjenester.
Siden er det blevet til både en anden og tredje generation af enheden.
Den fjerde generation af iPhone SE synes nu også at være truet, ifølge den velorienterede Apple-analytiker Ming-Chi Kuo, som på Twitter skriver, at Apple overvejer at opgive serien eller at udskyde den til 2024 eller senere.
Sidste version af iPhone SE udkom i foråret 2022 og bragte blandt andet 5G-teknologi og en højtydende Apple A15 Bionic processor til serien.
Fjerde generation af iPhone SE føres af Apple til priser fra 4.499 kroner, mens næstbilligste alternativer fra selskabet, iPhone 12 og iPhone 13 mini, begge debuterer ved 6.299 kroner.
Vil have det bedste
Bag beslutningen om at udsætte eller vrage billig-iPhonen skulle angiveligt være svigtende efterspørgsel efter Apples billigere modeller i porteføljen, mens iPhone-købere i stedet vender sig mod de dyrere Pro-modeller.
En afmatning som ikke bare har ramt iPhone SE-serien, men som også plager øvrige modeller som iPhone 13 mini og iPhone 14 Plus, skriver netmediet 9to5mac.
I stedet for at satse på en fjerde generation af iPhone SE baseret på det efterhånden oldgamle iPhone 8 design, indikerer andre rygter på, at en eventuel iPhone SE vil være bygget omkring en større 6,1 tommer skærm, ligesom i iPhone 14 og 14 Pro.
En anden Appl-analytiker, Ross Young, underbygger rygterne om en usikker fremtid for SE-serien, med meldinger om, at Apple endnu ikke har lagt sig fast på nogle planer for afløseren til iPhone SE-serien, skriver mediet.