Har du en aldrende iPhone, hvor batteriet trænger til at bliver overhalet, kan der være flere hundrede kroner at spare, ved at få det fikset snarest.
Det vil det være, fordi Apple nu varsler en prisstigning på 210 kroner på gebyret for en batteriservice på en telefon uden for garantien.
Det gælder fra udgangen af februar for samtlige iPhone-modeller med undtagelse af iPhone 14.
Således vil et batteriskifte stige til 779 kroner for en iPhone 12 eller 13 mod 569 kroner tidligere. Batteriservice på en iPhone SE eller iPhone 8 og ældre vil løbe op i 609 kroner mod 399 kroner tidligere.
Det svarer til prisstigninger på henholdsvis 37 og 53 procent.
Undgå omkostninger
Vil man helt undgå omkostninger til batteriservice, tilbyder Apple service-pakken AppleCare+, hvor brugerne kan få udskiftet batteriet uden beregning, hvis det kun kan oplades til eller under 80 procent af den oprindelige kapacitet.
Denne pakke løber dog op i mellem 699 og 1.899 kroner for to års dækning alt efter model.
Apple oplyser, at batteriet i iPhones er udviklet til at bevare op til 80 procent af den oprindelige kapacitet efter 500 fulde opladninger og afladninger.