Efter godt ni års tjeneste lægger Nvidia nu sin spil-streamingplatform GameStream i graven.
’Fra og med midten af februar 2023 vil en opdatering til Nvidia Games app udsendes til Shield-ejere. Med denne opdatering vil GameStream-funktionen ikke længere være tilgængelig som app,” lyder den officielle besked fra grafik-specialisten.
Udfasningen af GameStream berører primært brugere af Nvidia Shield tv-konsollen eller Shield-tablets, som ikke længere vil kunne streame spil fra GeForce GTX-ekviperede pc’er over på hjemmets stuealter eller Shield-spillekonsollen.
Nvidia præciserer ikke hvorfor, tjenesten ikke længere vil understøttes men lægger op til at brugerne i stedet tyr til Steam Link eller Nvidias GeForce Now tjeneste, som dog involverer abonnementsbetalinger.
Alternativerne rummer dog ikke adgang til samme brede spil-bibliotek, som GameStream kan tilgå, hvor eksempelvis Activision-titler ikke fremgår, skriver PCWorld.
Slem skuffelse
Nvidias beslutning vækker harme hos nuværende ejere af Shield-enheder, som fremover bliver forment adgang til en nøglefeature ved Shield-enhederne.
På Nvidia-forummet på Reddit, lyder en af topkommentarerne ”Hvad fanden? Det var min primære måde at game på med mit Shield og RTX 3080. At sige at jeg er skuffet er en kæmpe underdrivelse, da det var min primære grund til, at jeg havde både Shield og et Nvidia grafikkort.”
At fortsætte med at bruge Shield-enhederne uden at foretage opdateringen, vil udløse nye problemer.
”GameStream vil fortsætte med at fungere for en stund, men vil ikke længere være understøttet og vil på sigt hold op med at virke. Alle øvrige services understøttet af Nvidia Games, heriblandt GeForce NOW, vil kræve en opdatering for at fortsætte med at fungere,” lyder det i orienteringen fra Nvidia.