Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der er givet grønt lys til samarbejde med Microsoft igen, og derfor har Huawei genoptaget deres pc-produktion på fuldt blus. De lægger ud i den billige ende med to nye modeller i Matebook D-serien. En 15,6” og 14”, som netop her i eftermiddag er præsenteret.
Vi har kigget nærmere på 14"-modellen, som bortset fra større harddisk er stort set identisk med 15,6"-modellen.
Flot udvalg af features
Computeren skabt i elegant metaldesign. Det er ikke verdens letteste laptop, men den er forholdsvis slank og nem at have med i tasken.
Skærmen går næsten helt ud til kanterne, og der er tale om et nydeligt Full HD-display med antirefleksiv belægning. Den kan lægges helt bagover, hvilket giver god fleksibilitet.
Man har valgt at gemme webkameraet væk i en knap i tastaturet, så det kan klikkes op, når det skal bruges og lukkes helt ned, når det ikke skal. Det er en fin måde at sikre privatlivet på.
Der er powerknap med fingeraftrykslæser ved siden af tastaturet. En glimrende feature, der gør det nemt at logge ind.
Tastatur og touchpad er af udmærket kvalitet, og der er et fornuftigt udvalg af tilslutninger. USB-C, to USB 3.0, HDMI og lyd ind/ud.
Opladning sker via USB-C, og den medfølgende 65 W-oplader er også i stand til at hurtigoplade en kompatibel Huawei-mobil.
Forbind mobilen nemt
Ved hjælp af Huawei Share kan Huawei-mobiler kobles trådløst til pc’en, så du kan spejle indholdet, skrive beskeder, overføre billeder og meget andet. Det er en enormt nyttig feature, som gør mange ting meget nemmere og åbner op for nye muligheder i kommunikationen med computer og smartphone.
Processoren er en AMD Ryzen TM 5 3500U, absolut ikke verdens hurtigste, men et oplagt valg i denne prisklasse. Den sikrer kræfter nok til de fleste opgaver, og computeren føles generelt smidig i brug.
Der er 8 GB ram og hele 512 GB ssd-lager, hvilket er ret vildt i denne prisklasse.
Batteriet holder det meste af en arbejdsdag, og computeren oplades hurtigt.
Utrolig meget for pengene
Der findes selvfølgelig bærbare, der er slankere, lettere, stærkere og mere featurespækkede, men ingen leverer mere for pengene end Matebook D lige nu. De fleste vil næppe have brug for mere end du får her. Derfor løber den med en topkarakter.
Huawei Matebook D er til salg fra i dag med priser på 5.799 kroner for 14" og 5.499 kroner for 15,6".