Betalte søgeresultater udgør mere end en fjerdedel af det skyhøje beløb, der hvert år bruges på online-reklamer. I 2004 drejede det sig om 16 milliarder kroner ud af sammenlagt 59 milliarder, som alene i USA blev brugt på at købe net-reklamer.
De 59 milliarder kroner svarer til en stigning på 32 procent i forhold til året før, viser en amerikansk undersøgelse fra Pricewaterhousecoopers, skriver redherring.com.
Fire industrier
Specielt fire industrier tager sig af en tung del af de betalte søgeresultater, og det er detailsalg, den finansielle service-branche, underholdning og rejsebranchen.
De fire brancher til sammen tegner sig for 13 milliarder ud af de 16 milliarder kroner. Det svarer til mere end 79 procent.
Jupiter Researchs undersøgelse peger desuden på, at reklamer gennem betalte søgeresultater vil nå en værdi af 34 milliarder inden udgangen af 2009. Selskabet forklarer stigningen med den øgede mængde internet-søgninger og stigningen i cost-per-click.
Pris per klik er den målestok søgemaskinerne benytter til at afregne med køberne af reklameformen.
Kontroversiel reklameform
Stigningen står i skærende kontrast til flere undersøgelser, der peger på, at internet-brugere ikke er i stand til at kende forskel på de reelle resultater af deres søgning og på dem, der er betalt for.
Ikke desto mindre stiger andelen af betalte søgeresultater eksplosivt. De brancher, der benytter sig af den type reklamer, forklarer det med, at en stadig større del af deres kunder har bevæget sig online.