Det lille danske it-firma Innovatum - der arbejder med salg og support af forretningssystemer - er gået konkurs på en begæring fra selskabets egen direktør, Klaus Laudrup Spliid.
Konkursbegæringen er kulminationen af dyb splid i selskabets ledelse, hvor medejer Bent Vejborg i december fik et bæger fyldt med lang tids uenighed til at flyde over, da han meddelte, at han ønskede at træde ud af firmaet, fordi samarbejdet ikke fungerede.
Forhandlinger i hårdknude
? Klaus gik helt i baglås. Først ville han købe min anpart, og så ville han ikke. Han forsøgte også at få selskabet vurderet til en urimeligt lav pris, så han kunne købe mig ud billigt. Jeg synes ikke, at forhandlingerne er foregået på en behagelig måde, siger Bent Vejborg.
Den forklaring stemmer ikke overens med, hvordan Klaus Laudrup Spliid betragter situationen.
? Der er selvfølgelig forskel på, hvad vi syntes var en rimelig pris for firmaet. Og jeg syntes da klart, at Bent ville have for meget for sin del. Når han ville trække sig ud, ville halvdelen af firmaets produktionsapparat forsvinde og dermed også en del af firmaets aktiver, siger Klaus Laudrup Spliid.
Papirerne, der blev afleveret til Sø- og Handelsretten, viser, at der fortsat var 200.000 kroner i virksomheden og Bent Vejborg pointerer, at der var flere penge på vej i form af ubetalte fakturaer for januar og februar.
Konkursen kommer også som en overraskelse for virksomhedens salgsdirektør, Dan Ritter. Han fortæller, at Innovatum havde flere salg på bedding.
Igen synes Klaus Laudrup Spliid ikke, at beskrivelsen af situationen passer på virkeligheden. For en ting er ubetalte fakturaer og nye salg. Noget andet er, om det kan dække underskuddet.
? Selvom der ligger de penge i firmaet, så er det stadig ikke nok til at dække vores underskud. Der skulle betales 210.000 i løn, 160.000 i moms og så var der også diverse andre udgifter, der skulle betales. Hvis man kigger på, hvad vi fakturerede ultimo januar måned kontra vores forventede omkostninger i februar, så ville vi ende med næsten at fordoble vores underskud, så jeg så ikke rigtig nogen grund til at fortsætte, siger han
Ingen løn i januar
? Det undrer mig, at der ikke er blevet udbetalt løn for januar måned, når der stadig var penge i virksomheden. Der har ikke været helt rent trav. Hverken nu eller tidligere, siger Dan Ritter.
Det er Bent Vejborg, medejer af firmaet, enig i. Han skulle have været med til at tegne firmaet som endnu en direktør, og han mener, at det var Klaus Laudrup Spliid, der havde ansvaret for, at det skete.
Klaus Laudrup Spliid forklarer, at en advokat havde ansvaret for sammenlægningen af Bent Vejborgs og hans eget firma, og at han derfor også havde ansvaret for, at de to ejere begge blev noteret som direktører. Han pointerer, at han ikke var opmærksom på, at han var ene om direktørtitlen.
? At der ikke skulle udbetales løn i januar var en beslutning, jeg traf på baggrund af råd fra min advokat. Det var for ikke at gøre forskel på vores kreditorer, siger han.
Sø- og Handelsretten har udpeget advokat Karl S. Stephensen fra advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted som kurator.
? Begæringen er indgivet på grund af uenigheder i ledelsen om blandt andet strategi. Vores opgave er lige nu at få flest stumper til at lande, så derfor vil jeg nødigt udtale mig om detaljer. Jeg kan dog oplyse, at vi er på talefod med begge parter, siger advokat Karl S. Stephensen.