De i forvejen hårdt pressede danske mobilselskaber kan se frem til endnu trangere kår i det nye år, da IT- og Telestyrelsen i løbet af kort tid griber ind og presser dem til at sænke priserne på at ringe fra fastnet- til mobiltelefoner
- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at markedet ikke bliver prisreguleret i den nærmeste fremtid, siger Jørgen Abild Andersen, administrerende direktør for IT- og Telestyrelsen.
Dermed må de danske mobilselskaber bide i det sure æble og vinke farvel til de store indtægter, som kunstigt opskruede priser på at ringe til mobiltelefoner har givet dem.
Høje termineringsafgifter
Hovedparten af de høje priser skyldes såkaldte termineringsafgifter. Dem betaler teleselskaberne, når en af deres kunder ringer til en mobiltelefon hos et af mobilselskaberne.
-IT- og Telestyrelsen har ikke tidligere haft lovhjemmel til at regulere mobiltermineringspriserne, og det har blandt andet medført, at det i dag er langt dyrere at ringe til en mobiltelefon fra fastnettet end omvendt, selv om det i realiteten ikke er nogen grund til den store prisforskel , siger Jørgen Abild Andersen.
Ifølge Jørgen Abild Andersen kommer indgrebet nu, da IT- og Telestyrelsen har set nærmere på de danske termineringsafgifter som et led i styrelsens omfattende arbejde med at analysere 18 delmarkeder i den danske telebranche.
Analysen viste, at de høje priser skyldes, at det danske mobilmarked bliver styret af de seks største mobilselskaber, som hver især har deres eget lille monopol.
Overrasket Sonofon
Udsigten til et indgreb vækker langt fra begejstring hos et af landets største mobilselskaber, Telenor-ejede Sonofon.
- Det overrasker mig, at IT- og Telestyrelsen allerede nu melder ud, at priserne skal reguleres, da vi fortsat er midt i en høringsfase. Konsekvensen kommer dog ikke bag på mig, da pilen længe har peget i den retning, siger direktør Allan Koch fra Sonofon.
Han oplyser, at han helst så, at mobilbranchen selv havde fundet frem til et nyt sæt spilleregler i stedet for at få udstedt et dekret fra IT- og telestyrelsen.
- Jeg vurderer, at det her kommer til at koste mobilbranchen mindst 400 millioner kroner om året i indtægter. Det kan blive katastrofalt på et marked, hvor indtjeningen i forvejen er presset i bund, mener han.
Teleanalytiker Niels Adler Nielsen fra Ementor, det tidligere konsulentfirma Andersen Management International, har tidligere sagt til Computerworld, at han vurderer at mobilselskaberne kan miste op til en fjerdedel af deres indtægter, når markedet bliver reguleret.
Vel at mærke indtægter, der går direkte på selskabernes bundlinje.