Det nye Outlook til Windows er nu begyndt at blive rullet ud, og Office Insidere kan nu prøve det.
”Denne nye Outlook til Windows er designet til at give en moderne, men alligevel velkendt Outlook-oplevelse, der hjælper med at forbedre personlig produktivitet og e-mail-organisering for brugerne.”
Sådan skriver Margie Clinton, Group Product Manager hos Microsofts Outlook-team i et blogindlæg.
Det er ganske simpelt. Hvis du er Insider på beta-kanalen, skal du blot trykke på knappen øverst i højre hjørne for at aktivere den nye version.
I den nye version kan brugere for eksempel tilføje sine personlige Outlook.com-, Hotmail- eller Windows Live-e-mail-konti til denne nye Outlook til Windows.
"Nu kan du spare tid med Quick Steps-funktionen, som viser personlige triage-handlinger, som du kan bruge gentagne gange til at holde din indbakke ren og organiseret, og nyhedsbreve eller vigtige filer inden for rækkevidde," skriver Margie Clinton.
Det er nu også muligt at justere bredden i kalender-kolonnerne, således, at en dag med vigtigere events kan fylde mere visuelt.
Derudover kan man generelt justere bannere og redigere udseendet i programmet.
Brugere vil også kunne benytte Tips i Outlook, som vil være informationer om nye funktioner i takt med at mere bliver lanceret med tiden.
Der kræves minimum Windows 10 Version 1809 (Build 17763) for at køre denne version.
Mere på vej
Derudover har Microsoft følgende funktioner på vej til Outlook, fremgår det af blogindlægget:
- Support til flere e-mail-konti i samme app. I fremtiden vil brugere være i stand til at få adgang til flere e-mail-indbakker og -kalendere (inklusive både arbejde og privat) i den samme Outlook-oplevelse, ligesom man kan i dag i Outlook mobil.
- Understøttelse af tredjeparts-e-mail-konti i Outlook til Windows, inklusive Gmail, Yahoo, iCloud og mere.
- Visuelle opdateringer og tilpasningsmuligheder.
- Offline support: Så brugere kan få adgang til indhold, selvom de ikke er forbundet til internettet.
- Søgefunktion i mapper.
- Understøttelse af webtilføjelser: Tilføj tredjeparts apps til mails og begivenheder.
- Native ICS-filtypeunderstøttelse.