Danske Unity, som er en gigant inden for spilbranchen, får nu et blåt stempel af de helt store i en hel ny boldgade for selskabet.
Mercedes-Benz har indgået et partnerskab med Unity, som skal hjælpe Mercedes med at udvikle infotaintmentsystemet i bilgigantens kommende operativsystem. Det skriver Børsen.
Unity er eksperter i 3D, og det bliver der masser af i Mercedes’ kommende bilmodeller. Det skal blandt andet bruges til bedre navigation og en federe brugeroplevelse.
Ifølge Børsen mener man hos Mercedes, at skærme bliver ‘de nye hestekræfter’ i den forstand, at fremtidens bilkøber vil være mindre optaget af tekniske detaljer og fokusere mere på den oplevelse, man får inde i bilen.
Den tendens vil blive yderligere forstærket i takt med, at bilerne bliver mere selvkørende, så i fremtidens biler bliver skærme og lækre interfaces meget vigtige elementer.
Ifølge Børsen vil Unitys software være en væsentlig komponent i Mercedes nye styresystem kaldet MB.OS, som vi vil se på markedet om to år.