EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har åbnet endnu en kæmpe sag mod Apple, der kan udløse en milliardbøde til virksomheden.
Vestager mistænker Apple for at udelukke konkurrenter fra den digitale betalingsteknologi i selskabets iPhones, og dermed give Apple Pay en unfair konkurrencefordel.
"Vi er bekymret for, at Apple kan have forvredet konkurrencen ulovligt, på markedet for mobilbetalinger på Apple-enheder. Apple har nu mulighed for at svare på vores bekymringer," skriver den danske kommissær på Twitter.
Apple har nu mulighed for at give EU et svar på, hvorfor selskabet ikke mener, at Apple Pay har en unfair konkurrencefordel på markedet for digitale betalingsløsninger.
Problemet opstår, fordi Apple Pay er den eneste tjeneste, der har adgang til iPhonens indbyggede NFC-chip, der bliver brugt til betalinger.
Det betyder, at lignende tjenester som PayPal og danske MobilePay ikke på samme måde har mulighed for at benytte sig af den digitale infrastruktur på iPhonen.
Tidligere er det blevet beskrevet, at hver femte betaling i de store danske byer i dag bliver foretaget via Apple Pay.
Apple afviser selv anklagerne fra den EU-kommissionen. Selskabet mener ikke, at man udelukker konkurrenterne.
"Apple Pay er bare én af mulighederne, der er tilgængelige for de europæiske forbrugere, når de skal foretage betalinger, og har sikret lige adgang til NFC samtidig med, at den er blevet den førende standard for privacy og sikkerhed," lyder det fra selskabet i en meddelelse ifølge Reuters.