Når og hvis Elon Musk opkøb af Twitter ender med at blive gennemført, så vil han muligvis selv indtage rollen som topchef i en midlertidig periode.
Det oplyser flere kilder til amerikanske CNBC.
Rygterne om at Elon Musk kan overtage chef-stolen hos Twitter, der i øjeblikket har Parag Agrawal som topchef kommer samtidig med, at det kommer frem, at 18 store tech-investorer nu har rejst syv milliarder dollar i ny kapital til opkøbet.
Oracle investor klar med milliarder
Ifølge det amerikanske medie Axios er Oracle-stifteren Larry Ellison en af de nye investorer.
Oracle-stifteren har ifølge Axios således givet tilsagn om at investere én milliard dollar - eller lige knap syv milliarder kroner - ud af syv milliarder dollar, der netop er blevet rejst.
Men derudover står venturekapitalfonden Sequoia Capital klar med 800 millioner dollar, mens venturekaputalfinden VyCapital investerer 700 millioner dollar, kryptoselskabet Binance 500 millioner dollar og sidst men ikke mindst skyder venturekapitalfonden Andreesen Horowitz 400 millioner dollar i handlen.
Elon Musk har proklameret, at han vil afnotere Twitter fra børsen, når handlen går igennem. Men tidligere på ugen kom det dog frem, at han angiveligt har planer om at børsnotere Twitter igen efter tre års tid.