En sand malstrøm af skuffede forbrugeres klagesange vælter ind til Forbrugerklagenævnet. Og det ser ud til, at det især er it-firmaer, der får klagenævnet til at give en forsmået forbruger ret.
Forbrugerklagenævnets egen statistik fra 2003 viser, at der er kommet 117 flere klagesager indenfor computere og it-udstyr på blot et år. Tallet er endnu højere i år.
Afgørelserne og klagerne kan ses på forbrugernes klageportal, hvor de firmaer, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelse kommer i skammekrogen.
Forbrugerklagenævnet har netop opdateret listen og lagt 20 nye afgørelser ind i gabestokken. Af dem drejer de fem sig om it-relaterede virksomheder og blandt dem er Madgal.dk, der tidligere er blevet omtalt i disse spalter, med tre nye klagesager.
Også Viborg-firmaet Midt-Data er blandt de virksomheder, der er ny på listen. Firmaet har ikke efterlevet et krav om at betale købesummen på en defekt computer tilbage.
- Vi må jo håbe, at det her har en effekt på de virksomheder, der ikke efterkommer afgørelserne. I det mindste kan forbrugerne se, hvem det drejer sig om, siger Ann Erichsen, jurist og fuldmægtig i Forbrugerstyrelsen.
Skumle e-butikker
Det er især, når forbrugeren handler i e-butikker, at det går galt og forbrugeren bliver snydt.
Folk betaler, men må kigge langt efter grafikkort, mobiltelefoner, DVD-afspillere og andet grej. Eller de køber en defekt vare, som netbutikken vægrer sig ved at tage tilbage.
Ann Erichsen ser stigningen af klager over it- og teleforhandlere som tegn på, at nethandel er blevet mere udbredt.
- Der er en klar stigning i klager over it-butikker, og det afspejler jo blandt andet en stigning i forbruget. Folk, der er glade for it, bruger jo også nettet til at købe ind, vurderer hun.
Flere rettigheder med kort
Ann Erichsen mener, at tvisterne ofte kommer, fordi netbutikker ikke selv er klar over de rettigheder og pligter, som kunderne har ifølge købeloven.
- Man har flere rettigheder, når man handler på nettet i forhold til fortrydelsesret. Det er ikke nok, at det står på hjemmesiden. Betingelserne skal kunne printes ud eller komme med varen i papirform, siger hun.
Men det afgørende for hende er desuden, at folk bliver klogere på at købe sikkert ind på nettet.
- Man kan gardere sig ved for eksempel ikke at bruge bankoverførsler til betaling, men kort. Hvis man kan betale med kort, er man dækket ind af PBS, hvis man skal have pengene tilbage, forklarer Ann Erichsen.
Og så gælder om at bruge sin sunde fornuft, når man shopper.
- Hvis det er en amatøragtig hjemmeside, så må man selv afgøre, om man tør bruge netop dette firma, siger hun.
Selv om det virker voldsomt, er det ikke til at vide, hvor mange firmaer, der bevidst vil snyde forbrugerne. Derfor skal man som forbruger holde øjnene åbne.
- Det er klart, at listen bliver længere og længere. Mange ting, der bliver handlet på nettet, koster under de 800 kroner, som er mindstegrænsen for prisen i de klagesager, vi kan behandle. Men netop derfor er der grund til at være på vagt, siger Ann Erichsen.
Relevante links
http://www.forbrug.dk/klage/klagesager/firmatjek/" target=_new>Forbrugerklagenævnets Firmatjek
http://www.forbrug.dk/om/organisering/fo/2/net-tjek-for-forbrugere/gode-raad-foer-du-handler/" target=_new>Gode råd før du handler på nettet