Hitachi Global Storage Technologies bliver nødt til at skille sig af med 400 af de i alt 21.100 ansatte på verdensplan.
Selskabet håber, at omtrent 200 medarbejdere vil sige op frivilligt inden skæringsdatoen den 29. november.
Resten skal komme gennem en fyringsrunde, der begynder mandag den 13. december. Dermed kan mindst 200 medarbejdere se frem til en fyreseddel i stedet for et julegratiale.
Hitachi Global Storage Technologies er en fusion af IBM's og Hitachis harddisk-fabrikker, og har hovedkontor i San José i Californien. De enkelte fabrikker ligger i Kina, Thailand, Japan, Filippinerne og Mexico.
Det er usikkert, hvor fyringerne vil ramme hårdest.
Selskabet mener, at nedskæringerne skal ses i lyset af den finpudsning af fusionen, der finder sted.
Harddisk-industrien er meget konkurrencepræget, og kræver 'meget aggressiv omkostningsstyring', som Hitachi Global Storage Technologies skriver i pressemeddelelsen om fyringerne.
Hitachi betalte i 2002 lidt over 12 milliarder til IBM for at få smeltet de to selskabers hardisk-enheder sammen. Hitachi ejer 70 procent, og IBM sidder på de resterende 30 procent af det fusionerede selskab.