Værktøjskassen: Peter Lundsgaard

De mest nødvendige arbejdsredskaber er hans laptop og hans mobiltelefon, der konstant er i brug. Mod og erfaring er også essentielle værktøjer i et Jubii under forandring. Mød Jubii's administrerende direktør, Peter Lundsgaard, der her åbner for sin personlige værktøjskasse og fortæller om de redskaber, der får hans hverdag til at fungere.

Peter Lundsgaard er hurtig. Jubii's administrerende direktør skrider fejende gennem det åbne kontorlandskab på Holmen i København, så jakken blafrer efter hans lange, leddeløse skikkelse.

Armene flagrer hastigt og begejstret, når ordene handler om hans valg i det første år hos Jubii - og om de værktøjer, som er så uundværlige for, at hans hverdag fungerer.

Peter Lundsgaard er selv et værktøj. En bulldozer, siger han.

Og sammenligningen ligger lige for. For Peter Lundsgaard er det apparat, som Lycos regner med skærer igennem og skaffer resultater. Og det gør han.

Manden med den kuriøst skæve næse har gjort kort proces med teambuilding på Bahamas, alt for store armbevægelser og røde tal, der buldrede derudaf for fulde gardiner.

Efter Jubii viste et tocifret minus hvert år i tre år, har han på under 12 måneder ændret virksomhedens struktur, lukket en hel afdeling, fyret yderligere 30 mand og flyttet domicilet tværs gennem København til Holmen.

Personlige egenskaber

Han vælger drive, mod og humor som de egenskaber, han finder vigtigst. Uden drive er resten bare snak. Peter Lundsgaard er ikke bange for at sige, at han er modig.

Peter Lundsgaards værktøjskasse

  • Gadgets:

    - Mobiltelefon
    - Laptop


  • Software og net:

    - Word
    - Powerpoint
    - Excel
    - Outlook
    - Jubii.dk


  • Personlige egenskaber:

    - Drive
    - Mod
    - Analytiske evner
    - Strategiske evner
    - Erfaring.


  • - I et job som mit skal man mildest talt være temmelig frygtløs, siger han med fed selvironi. Men så tager han sig alligevel i det, og forklarer, at det kræver sin mand at komme ind og lave det hele om.

    Selvom manden vitterligt har ret store blå øjne, var det ikke just på grund af dem, at han blev håndplukket af de tidligere direktører, Martin Thorborg og Henrik Sørensen. Men nok fordi han kunne gennemføre de ændringer, de ikke selv magtede.

    - Min første opgave er at sikre virksomheden. Ændringerne var nødvendige. Jeg havde da nogle søvnløse nætter og dårlige dage, inden jeg fyrede de folk. Ellers skulle man da være et usædvanligt dumt svin. Men det ændrer ikke ved, at jeg skal have Jubii til at tjene penge. Det har sin pris, og den skal betales, forklarer han.

    Peter Lundsgaard er præget af sine nye omgivelser på havnen. Sømandsudtrykkene kommer i en lind strøm.

    - Når du er kaptajn på skibet, så sidder du ikke i kahytten og græder, når det bliver stormvejr. Så sejler du fandme skibet. Jeg vil hellere ud i orkanen, end at sejle i solskin med vinden lige i ryggen. Jeg sætter mig i hvert fald ikke og vræler, siger han.

    Lundsgaard har skullet vænne sig meget hos Jubii. Det fladere hierarki, den løse atmosfære og den konstante brandslukning. Og Peter Lundsgaard er ikke brandmand.

    Han er snarere som en læge på intensiv, der skal handle hurtigt og tænke langsigtet, hvis patienten skal overleve. Så nytter det ikke at sidde i en social rundkreds og føle efter, om det nu også er det rigtige.

    - Jeg kunne simpelthen ikke være en god direktør for de 22 chefer, vi havde før. Nu har vi en management-gruppe på syv, og kan bedre diskutere, blive enige og implementere. Det er gammeldags, men det fungerer jo mange steder! Der blev jeg sgu lidt konservativ. Det andet var for pædagogisk og demokratisk, siger han.

    Skal han føre det over på værktøjskassen, vægter han også sine analytiske og strategiske evner. Men især erfaring har præget ham som leder. Før var han meget mere følelsesmæssigt involveret i tingene. Peter Lundsgaard har lært, at en arbejdskrise ikke behøver at kradse helt derinde, hvor det gør rigtigt ondt. Han går ikke længere i panik, for han ved nu, at man ikke dør af at noget går én imod.

    Gadgets, software og web

    Når Peter Lundsgaard skal vælge de tekniske hjælpemidler, han ikke kan undvære, er det ikke overraskende mobilen og laptoppen.

    De to maskiner er hans faste følgesvende, uden hvilke hans verden ville bryde sammen. Næsten da. Peter Lundsgaard får mellem 70 og 100 mails om dagen. Og han får læst og svaret på dem alle.

    Til gengæld sker det ofte, at han ikke tager telefonen. Han får omtrent 30 opkald om dagen, og han sender og får omtrent 40 sms'er. Han gør en pointe ud af, at det skal være praktiske samtaler, og ikke hyggesnak. Men det er nu ikke ren business det hele.

    - Jeg er jo kraftedeme ude at rejse hele tiden, eller arbejder sent. Jeg er nødt til at kommunikere med venner og familie på en eller anden måde, og sms'er kan man jo læse og skrive, når man har tid, fortæller Lundsgaard.

    Et andet vigtigt element i enhver it-leders værktøjskasse er software og websider. Det er ikke bare i ønsket om en mere klassisk virksomhedsstruktur, at Peter Lundsgaard sværger til de ting, der virker.

    Han fremhæver Outlook, Word, Powerpoint og Excel som essentielle. Kendte og prøvede værktøjer hos enhver leder. Og så naturligvis Jubii.dk.

    Alt det løse

    Udover de konkrete redskaber, er der altid nogle mere udefinérbare ting, der præger en direktør. Chefer er jo også en slags mennesker, og baglandet er ofte de søm og skruer, der holder det hele sammen. Men han er ikke meget for at pege på de mennesker, der former ham som person og leder.

    - Hver gang du læser et business-portræt, så siger de jo alle sammen 'Det vigtigste er at lave mad til konen, læse højt for børnene og lufte hunden'. Jeg er ved at kaste op, når jeg læser sådan noget, siger han og slår en rungende latter op.

    Men trykker man ham lidt på maven, så kommer det alligevel væltende. Om kæresten, der er dejlig, familien og drengene, han har spillet ishockey med omtrent lige siden, han kunne holde på en stav.

    - Det er jo kvalmeagtigt. Partner, venner og familien ? men for fanden? vi lever jo et liv, hvor man skifter arbejde indimellem. Men mine venner har jeg været sammen med hele livet. Det stikker så dybt, at det holder, uanset hvad, siger Peter Lundsgaard. Og han ser ikke ud til at have det skidt med det.

    Han fremhæver også sin portaldirektør, Peter Friis, og sin egen chef, bestyrelsesformand i Lycos, Johannes Grabisch, som folk, der er yderst væsentlige for hans virke.

    Værktøjskassen er gennemgået for denne gang. Og så kommer bomben.

    - Jeg er for resten en fantastisk gør-det-selv-mand. Seriøst. Og jeg har alt i værktøj. Specielt elektriske powertools, bedyrer Peter Lundsgaard. Det er ikke til at vide, om han joker.

    Der er blevet luget ud, trimmet og strammet op hos Jubii i det år, han har været ved roret. Indgrebet ser ud til at have hjulpet, for tallene skal efter sigende være blevet bedre hos Jubii. Men Lundsgaard ånder ikke lettet op. Ikke endnu. Ikke før han er i havn.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Jobindex Media A/S
    Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

    Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

    27. november 2024 | Læs mere


    Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

    Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

    03. december 2024 | Læs mere


    Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

    Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

    04. december 2024 | Læs mere