De store internationale producenter af mobiltelefoner har begyndende succes i deres bestræbelser på at bekrige de kinesiske producenter af mobiltelefoner med flere sælgere og mere avanceret udvikling på det gigantiske kinesiske hjemmemarked, hvor der har meget stort vækstpotentiale, skriver Financial Times.
Efter at have presset giganter som Siemens, Nokia, Samsung og Motorola er hurtigvoksende kinesiske firmaer som TCL Mobile Communications og Ningbo Bird nemlig begyndt at tabe markedsandele.
Håbet er jadegrønt
Midt i det asiatiske mobil-boom ligger det kinesiske marked som et glinsende jadesmykke af håb for adskillige af de globale giganter.
For indtil flere producenter er Kina med til at trække opad, når det globale regnskab skranter.
Lønnen er billig, og forbrugerne kan næsten ikke få mobiltelefoner nok. I Kina alene kommer godt og vel fem millioner nye brugere til om måneden.
Det har ikke alene fået udenlandske mobilproducenter til at investere kraftigt i udvikling, men også i et voksende salgsapparat udenfor de store byer.
Det er oprustningen på disse to punkter, der har vendt udviklingen, siger analytikere til Financial Times.
Ligger godt på markedet
Det er ellers ikke så længe siden, at kinesiske producenter bed de vestlige mobiler grundigt i haserne.
Siden 1999, hvor et vestligt domineret marked fik følgeskab af Ningbo Bird, har kinesiske mobilfirmaer haft en forrygende vækst.
Det er blandt andet sket, fordi de har været bedre til at ramme især unge kinesiske forbrugeres smag. Motorola leverer for eksempel ikke en rød muslingeskalstelefon med pink lotusblomster.
Til gengæld har de internationale spillere råd til at bruge flere penge på udvikling af stadig mere avancerede telefoner, og det får de kinesiske firmaer til så småt at sakke agterud.
Der er stadig lang vej til international dominans. De kinesiske producenter er faldet fra 49 procent til 46 procent af markedet, mens værdien er faldet fra 42 procent til 37 procent af det totale marked.