Cisco, verdens største leverandør af netværksudstyr, øger sit fokus på IP-telefoni med opkøbet af det mindre californiske firma P-Cube, som er ledende inden for kontrol af IP-tjenester. Prisen er 1,2 milliarder kroner.
Det er sjette gang i år, at Cisco køber et firma op inden for IP-telefoni.
P-Cube er et fem år gammelt firma, der har specialiseret sig i at udvikle applikationer, der kan analysere og kontrollere netværkstrafik.
Det betyder, at udbydere kan skelne mellem forskellige bredbåndstjenester, og det åbner op for differentieret betaling og prioriteret båndbredde for forskellige transmissioner og downloads.
Teknologien fra P-Cube fås både skræddersyet til den enkelte kunde og som såkaldt netværks-agnostisk, der fungerer uanset udbyder.
Det er meningen, at softwaren fra P-Cube skal sælges som enkeltstående produkter indtil videre.
Det vil minimum tage ni måneder, før Cisco har integreret sin hardware med P-Cube software, men allerede nu skal produkterne indgå i salgsporteføljen, mens der bliver udviklet servicepakker til teknologien.
Cisco frier til teleselskaber
Købet af det privatejede firma skal ses i lyset af den massive satsning på IP-telefoni, som Cisco har foretaget gennem lang tid.
Nu udvider Cisco sit fokus og håber, at teknologien også vil få udbyderne til at diske op med mere avancerede tjenester, såsom video-on-demand, spil, og fildelingstjenester.
Kunder som Telenor og 3 bruger allerede teknologi fra P-Cube til at monitorere bredbåndsbrug og optimere netværkstrafik.
Det har ellers holdt hårdt for Cisco at komme ind på livet af netværksudbyderne, men Cisco har gennem de sidste par år bejlet heftigt til dem ved at blandt andet udvikle produkter, der sigter på de store teleselskaber.
Cisco har i forvejen samarbejdsaftaler med IBM Ericsson, Nokia, Siemens og Motorola.
De 118 medarbejdere i P-Cube vil for de flestes vedkommende blive tilbudt stillinger i Cisco. Dermed kommer Cisco tættere på målet om 1000 nye stillinger i firmaet inden årets udgang.