Tokyo: Selv om et af de hotteste emner i øjeblikket er, hvordan kunstig intelligens og automatisering af processer kan fremme forretningen, kan det ikke erstatte mennesker.
Sådan lyder budskabet fra Fujitsus præsident, Tatsuya Tanaka, der her til morgen åbnede Fujitsu Forum i Tokyo.
”Vi ser et stort skifte i øjeblikket. Kunstig intelligens og Internet of Things vil ændre måden, vi lever på, og måden vi gør forretning på. Når det er sagt, kan det virke koldt, og den stigende automatisering kan give en bekymring i samfundet for, at folk bliver ladt i stikken. Det kan vi godt forstå. Men man skal forstå, at det altid er mennesker, der skaber innovationen med deres stærke vilje,” sagde han.
Læs mere om Fujitsu her: Nu rammer kunstig intelligens de danske produktionsbånd: Vindmøllevirksomhed øger effektiviteten med 80 procent
Den stille japanske herre fortalte roligt fra scenen, at innovationen altid vil være drevet af mennesker. Derfor er Fujitsus strategi da også båret af idéen om, at det er mennesket, der er i centrum i innovationen.
”Vi har altid fokuseret på innovation med mennesket i centrum, og det vil vi blive ved med at gøre. Fujitsu har en ambition om at skabe glæde og velbehag hos mennesker ved hjælp af vores teknologi,” sagde Tanaka videre.
Tætte bånd til Microsoft
I bestræbelserne på at lave innovative løsninger for kunderne, har Fujitsu knyttet tætte bånd til Microsoft. Det sker blandt andet via den japanske AI-platform Zinrai.
Det forklarede Fujitsu-præsidenten fra scenen i Tokyo International Forum.
”Vi vil udvikle arbejdspladsen, og vi har et tæt samarbejde med Microsoft på det område. Fujitsus AI-platform, Zinrai, og Microsofts avancerede teknologi, kombinerer services, og gør det muligt at blive mere fleksible i måden, vi arbejder på. Medarbejderne bliver i højere grad i stand til at opfylde deres potentiale og vil kunne fokusere mere på at være kreative på deres arbejdsplads. Det, tror vi, giver forretningsmæssig succes og glæde,” siger Tatsuya Tanaka.
For at understrege båndet til amerikanske Microsoft havde japanerne da også indhentet en hilsen fra en af it-verdens alle tungeste profiler, Microsoft-chef Satya Nadella.
Læs mere om ham her: Satya Nadella sætter en ny klar strategisk retning for Microsoft: Få overblikket over it-gigantens nye satsninger
Han understregede vigtigheden af de tætte bånd til japanerne og forklarede, hvordan de to selskabers produkter sammen kan løse en mission, der er mere eller mindre fælles for både Microsoft og Fujitsu.
”Når jeg møder virksomhedsledere rundt om i verden, står det klart, at teknologi ændrer alle industrier og aspekter af samfundet,” sagde Nadella i en videohilsen til salen og fortsatte:
”Hos Microsoft er det vores mission at gøre alle mennesker og organisationer på kloden i stand til at opnå mere, og kernen i det er stærke partnerskaber med virksomheder som Fujitsu. Ved at arbejde sammen med Fujitsu bliver vi i stand til hjælpe vores kunder i denne æra af store forandringer. Vores partnerskab omhandler både Azure og Microsoft 365. Ved at bruge kunstig intelligens og analyseværktøjer sætter vi mennesket i centrum i deres arbejde og i livet.”
Fujitsu Forum holdes de kommende dage, og Computerworld er til stede. Det betyder, at du kan læse mere om konferencen her på vores site i den kommende tid.
Computerworld er inviteret til Fujitsu Forum 2018 i Tokyo af Fujitsu. Læs mere om Computerworlds principper for rejser her.