Fujitsu skal fra 1. april 2019 og fire år frem stå for drift af it-systemer og infrastruktur i Høje-Taastrup kommune.
Den japanske teknologivirksomhed har vundet et EU-udbud fra Høje-Taastrup Kommune og overtager dermed drift, support og vedligeholdelse af it-infrastruktur og applikationer til kommunen, hvis it-miljø omfatter 100 servere, 175 applikationer og 175 lokationer med WAN/LAN.
Fujitsu overtager opgaven fra KMD, der hidtil har stået for driften af kommunens it-systemer og infrastruktur.
Udbuddet, som er beskrevet i detaljer her, har en værdi på 40 millioner kroner eksklusiv moms, og udover den fireårige aftale indeholder kontrakten desuden en option på tre års forlængelse.
Fujitsu vil vinde flere offentlige udbud
I slutningen af 2017 blev Fujitsu, der råder over omkring 140.000 medarbejdere på verdensplan, valgt som en af leverandørerne på en stor rammeaftale for drift af it-systemer og infrastruktur til staten.
Derudover vandt Fujitsu i juli en større aftale på et tocifret millionbeløb om at levere et it-system til Københavns Kommune.
Det kan du læse mere om her: Fujitsu besejrer Netcompany og Formpipe i kampen om nyt it-system til Københavns Kommune: "Det er den største aftale, som vi har indgået i 2018"
De aftaler følges nu op af aftalen med Høje-Taastrup Kommune, hvor Fujitsu allerede leverer ledelsesinformationssystemet Komlis og økonomisystemet Prisme.
Planen er, at Fujitsu nu vil byde ind på flere offentlige udbud.
"Det er et led i vores strategi, at vi gerne vil levere endnu flere infrastruktur-services til både staten og kommuner. Vi investerer ret massivt på disse områder og ønsker at være en ’trusted advisor’ for det offentlige. Vi er allerede på en rammeaftale for drift af it-systemer og infrastruktur i staten, men tager nu næste step i strategien, og vi kommer helt givet til at byde ind på flere it-driftsudbud til danske kommuner," lyder det i en pressemeddelelse fra David Lange, der er salgsdirektør og industrileder for offentlig sektor i Skandinavien i Fujitsu.