Du har Sydbank, din partner har Arbejdernes Landsbank, men jeres fælles boliglån har I hos Sparekassen Kronjylland.
Det kan hurtigt blive noget af en NemID-fest på hjemmekontoret, når der skal styr på økonomien, men det kan der snart blive ændret på.
13. januar var der officiel deadline på implementeringen af det såkaldte PSD2-direktiv fra EU, der dog allerede blev implementeret i den nye danske betalingslov, som trådte i kraftden 1. januar.
Det bliver begyndelsen til en ny æra på betalingsmarkedet, hvor tredjepartspillere nu kan byde sig til med lovning på et samlet overblik over dine konti eller tilbud om bedre finansielle løsninger baseret på dine finansielle oplysninger.
Det betyder, at du i fremtiden kan give autoriserede tredjeparter adgang til dine data i banken, og banken skal i følge de nye regler udlevere data til tredje part, hvis du ønsker det.
Dermed er vejen banet for nye platforme, der blandt andet vil kunne give et samlet overblik over din økonomi samt ændre markedet for transaktioner.
”Vi regner med, at det her giver plads til en række opstartsvirksomheder, som vil rykke ind og tilbyde de her services, men vi regner også med ,at flere af de store internetgiganter vil melde deres ankomst," siger Jan Damsgaard, der er professor i digitalisering og it-ledelse ved CBS.
Det nye direktiv gør det ifølge ham i langt højere grad muligt at udfordre de store spillere på betalingsmarkedet.
"Med det her direktiv kan man for eksempel bede Facebook om at trække pengene direkte på en konto uden om Dankort, Visa-kort og uden om betalingsservice. Så vi må forvente, at det bliver væsentligt mindre lukrativt at drive betalingstjenester i fremtiden.”
Et fundamentalt skift
EU står for mange som en institution, der levere bygevis af regler, men netop dette regelsæt kommer til at stå for et fundamentalt skifte i landskabet for betalinger og bankvirksomhed. Faktisk kan der blive tale om en revolution.
Det fastslår en rapport fra den amerikanske storbank Citi.
Netop muligheden for at dele data med en tredjepart kan blive afgørende for selve bankernes forretning, forudser rapporten.
"PSD2 vil effektivt bryde med bankernes monopol på at håndtere kundernes data," står der i rapporten, der samtidigt forudser, at banken kan blive skubbet i baggrunden af en tredjepart.
"Kunden vil måske stadig benytte sig af bankernes finansielle produkter, men kundens primære relation bliver med en tredjepart."
Man kan altså forestille sig, at i stedet for at logge ind på tre forskellige netbanker kan benytte en platform, der samler både lønkontoen fra Sydbank og Arbejdernes Landsbank og boliglånet hos Sparekassen Kronjylland og giver et samlet overblik og i øvrigt giver tilbud om at skifte til en konkurrerende bank med bedre priser.
Derfor er da hos Jan Damsgaard heller ikke tvivl om, at det nye PSD2 direktiv er til for kunderne.
"Det er til glæde for forbrugerne, for der bliver tjent rigtig mange penge transaktioner og betalingsservice. Man regner med at en tredjedel og en fjerdedel af indtægterne i finanssektoren kommer fra betalingstjenester. De penge synes EU-kommissionen ligger bedre i lommen på forbrugerne.”
Selve direktiver er ifølge Damsgaard en del af SEPA-idéen (Single euro payments area .red), der drejer sig om at skabe ens regler og standarder for betalinger på tværs af EU.
Krig på vej
De nye regler kommer ifølge både den amerikanske storbank og den danske it-professor til at ruske godt og grundigt op i betalingsmarkedet, og det får også konsekvenser i Danmark.
Citi's rapport peger på en modning af markedet i 2018 med implementering af reglerne og først fra næste år, mener banken, at kunderne vil blive ramt af de nye tilbud om service fra tredjepartspillere.
Det giver også plads til en optakt til den slåskamp, der utvivlsomt kommer til at være om kundernes opmærksomhed.
I følge Jan Damsgaard, så får man et scenarie at se, hvor flere bliver til få før de helt tunge drenge går ombord i markedet.
”Jeg tror, at vi får flere spillere, som vil ind på det her område, og så bliver det en kamp, hvor vinderen tager det meste. Det vil modne markedet og på længere sigt vil de store internetgiganter gå ind og absorbere væsentlige dele af det her marked. Lidt som man har set det med Mobile Pay.”
Nu er det bare at vente. Snart vil du og din partners boliglån, billån og kassekredit måsle være samlet et sted, der hverken er Sydbank eller Arbejdernes Landsbank.