Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
I januar trådte et nyt EU-direktiv om åbenhed i banksektoren i kraft.
Med direktivet PSD2, også kaldet Open Banking, forsvandt bankernes monopol på kundernes kontoinformation og betalingstjenester, og bankerne må nu både konkurrere og samarbejde med tredjepartsudbydere.
Direktivet skærper konkurrencen i banksektoren og sætter gang i innovationen på markedet for bankydelser, hvor tech-giganterne Google, Facebook og Amazon står klar til kamp på sidelinjen.
Deres ambitioner er klare: De kan udnytte fordelene ved PSD2 til at skabe nye finansielle tjenester, der kan generere enorme mængder data og brugerindsigter, som igen kan anvendes til at krydssælge ikke-finansielle ydelser og varer.
For de traditionelle banker vil giganternes indtog på markedet betyde en markant mindsket avance på finansielle ydelser, og derfor er det afgørende, at bankerne ikke kun indtager en position som konkurrent til de nye spillere, men også stiller sig til rådighed som en kreativ samarbejdspartner.
Men de nye samarbejder med digitale tredjeparter betyder også, at bankerne i langt højere grad end tidligere er nødt til at opdatere deres digitale platforme, så de er i stand til at integrere systemer, programmer og data for mange forskellige aktører og forbinde nye og gamle tjenester med cloudløsninger, apps og sociale netværk.
Banksektoren står over for en 'must win battle,' der kan få afgørende betydning for deres fremtid. Skal de følge med udviklingen og vinde kunderne, er det derfor vigtigt, at de ved, hvad en open banking-platform kræver.
1. Integrereret data gør det nemt at foretage køb
Kontaktløse dankort og tjenester som Apple Pay og Mobilepay har revolutioneret måden, vi foretager betalinger på.
Det skal være nemt, bekvemt og hurtigt. Skal bankvirksomhederne lykkes med open banking, er de nødt til at skabe en integreret platform, der kan indsamle betalingshistorik fra brugerens konti hos mange forskellige aktører.
Det vil give hidtil usete muligheder for innovative løsninger, der gør det nemmere for virksomheder at tilbyde ”last-minut”-tilbud baseret på tidligere købsadfærd og nemmere for slutbrugeren at foretage impulskøb.
2. Fleksible tjenester giver en god serviceoplevelse
Kunder forventer en simpel og problemfri serviceoplevelse, der ligner og samarbejder med de digitale tjenester, de i forvejen kender og bruger.
De er kræsne og kan nemt skifte til andre apps og programmer, der giver en hurtigere og mere effektiv service. Det er derfor nødvendigt, at de nye tjenester er fleksible og kan kommunikere med eksisterende programmer.
3. Indsigt i brugeradfærd nødvendig for konkurrencedygtighed
Med PSD2 er gebyrer og valutakurser, der før var skjult, nu synlige, og mange kunder kan let søge mod nye og billigere services.
For de banker, der er klar til en priskrig, er det en oplagt mulighed for konkurrencedygtig differentiering. En grundig analyse af individuelle forbrugsmønstre, vaner og behov er derfor forretningskritisk.
4. Øget sikkerhed for alle parter
Open Banking betyder, at flere betalinger end nogensinde før passerer gennem flere aktører, og det kræver ekstra ressourcer fra alle involverede til at håndtere og behandle følsomme data. Det er afgørende, at nye tjenester beskytter de massive mængder data og sikrer, at de bevæger sig i et konstant flow på tværs af alle systemer.
Open banking er et maraton, ikke et sprint.
Vinderne i dag kan hurtigt blive morgendagens tabere, hvis ikke de kan give kunderne en platform, der integrerer data på tværs af samarbejdspartner og forbinder eksisterende tjenester med nye cloudløsninger, apps og sociale netværk.
Med det nye direktiv er konkurrencen om de loyale kunder blevet benhård, og der er for meget på spil til, at den finansielle sektor kan tillade sig ikke at omfavne udviklingen og sikre kunderne den bedst mulige oplevelse.
Læs mere om PSD2:
Indsigt: Dette kommer EU's digitale bombe under bankverdenen til at betyde for dig
Danske Bank om nye digitale bankregler: Bankernes indtjening kommer til at dykke
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.