Artikel top billede

Nordea er en af de banker, der har store problemer onsdag - Danske Bank og Nets er også blandt de berørte virksomheder.

Danske netbanker og Nets ramt af massive it-problemer: Her er årsagen

Opdateret torsdag morgen: En stribe danske netbanker samt Nets var onsdag ramt af store problemer med blandt andet betalinger og pengeoverførsler. Samtidig blev DSB ramt af et totalt nedbrud.

Opdatering torsdag morgen: Det var et netværksproblem hos TDC, der onsdag gav massive problemer hos både Nets og en stribe danske banker - heriblandt Danske Bank, Nykredit og Nordea.

Bankernes netbank-løsninger var dagen igennem nødt til at melde om problemer med både betalinger og pengeoverførsler, ligesom også Nets meldte ud, at en række af selskabets tjenester ikke fungerede.  

Læs om det her: Store problemer hos danske netbanker netop nu: Brugerne kan hverken betale eller overføre penge

Computerworld har erfaret, at problemerne hverken opstod hos bankerne eller hos Nets, men derimod hos TDC.

Det bekræfter TDC nu.

En entreprenør kom til at forårsage et kabelbrud på TDC's fiber på Frederiksberg - og så greb problemerne ellers om sig:

Se billedet: Her ramte entreprenør et fiberkabel fra TDC - skabte store it-problemerne hos bankerne og Nets

Oprindelig artikel fra onsdag eftermiddag:
Pressechef i Nets, Søren Winge, fortæller, hvordan problemerne kommer til udtryk:

"Vi er berørt af et netværksproblem hos en teleudbyder, som betyder, at vores tjenester desværre ikke fungerer normalt."

"Det handler først og fremmest om clearingen og overførsler i netbankerne, og det kan også berøre brug af kort med saldo-kontrol."

Hvornår forventer I, at problemerne er løst?

"Det ved vi desværre ikke på nuværende tidspunkt. Vi er selvfølgelig i dialog med vores udbyder og leverandør og gør alt, hvad vi kan for at sikre, at den normale drift bliver genetableret."

DSB har også problemer

DSB kan nu samtidig oplyse, at det i øjeblikket ikke er muligt at købe billetter via DSB's app, ved automater eller på DSB's hjemmeside.

Det skyldes, at billetsystemet er nede - og samtidig er selve dsb.dk nu også sendt til tælling.

Computerworld erfarer, at det aktuelle netværksproblem, der rammer Nets og netbankerne, også kan have indflydelse på andre tjenester og andre virksomheder.

Om det er forklaringen på DSB's problemer, har DSB endnu ikke kunnet svare Computerworld på.

Opdatering torsdag morgen: DSB har nu meldt ud, at problemerne onsdag skyldtes et strømudfald hos NNIT, der leverer systemet til DSB. Læs mere her.

"En teknisk fejl"

Onsdag oplyste DSB via Facebook:

"Vi har i øjeblikket en teknisk fejl, der bevirker, at vores salgs- og informationssystemer er ustabile. DSB Kundecenter kan derfor ikke ringes op, ligesom der på visse stationer ikke kan gives information via højttalere og skærme."

"Rejseplanen og Dsb.dk er ligeledes utilgængelige. Vi beklager generne - der arbejdes på højtryk på at løse problemet."

Her er problemerne hos bankerne og Nets

Sikkert er det dog, at både Nets og en stribe danske banker dagen igennem har måtte meddele kunderne, at der er problemer:

"Der kan i øjeblikket være problemer med at godkende betalinger i mobil- og tabletbank - vi arbejder på en løsning," lyder beskeden fra Danske Bank. 

Se billedet: Her ramte entreprenør et fiberkabel fra TDC - skabte store it-problemerne hos bankerne og Nets

Nordea-kunderne har også problemer med netbanken:

"Du kan i øjeblikket opleve problemer ved straksoverførsler og visning af BS oversigter. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at løse problemet hurtigst muligt," skriver Nordea.

Nykredit har også problemer og peger på Nets som årsagen til de aktuelle netbank-problemer:

"Status: Nets oplever i øjeblikket tekniske problemer og der kan derfor være midlertidige problemer med at foretage overførsler," lyder driftstatus onsdag hos Nykredit.

Netværksproblemer

Hos Nets, der står bag blandt andet Dankortet og NemID, er der da også registreret problemer med ustabil drift - men problemet ligger ikke hos Nets, har Nets samtidig meldt ud det meste af dagen:

"Netværksproblemer uden for Nets påvirker i øjeblikket flere tjenester. Clearingen er berørt, hvilket begrænser muligheden for at foretage konto-overførsler via netbank."

"Også datacentralerne er berørt af dette, så man kan derfor heller ikke benytte betalingskort, der kræver saldo-kontrol, på normal vis."

Computerworld følger sagens udvikling. 

Se billedet: Her ramte entreprenør et fiberkabel fra TDC - skabte store it-problemerne hos bankerne og Nets

Læs mere om problemerne her:

Store problemer hos danske netbanker netop nu: Brugerne kan hverken betale eller overføre penge