Microsoft Business Solutions, der rummer det tidligere Navision, skubbes helt op i hierarkiet i verdens største softwareselskab.
Enheden har udvist skuffende resultater, og dens chef Doug Burgum får fremover direkte reference til Steve Ballmer, administrerende direktør for Microsoft.
Tidligere var referencen til Jeff Raikes, Group Vice President of Productivity and Business Service.
Også en anden nøgleperson skifter reference.
Det er Orlando Ayala, som sidste år forlod en post som øverst ansvarlig for salg og marketing i Microsoft for at stå spidsen for hele koncernens satsning på salg af Windows, Office og Business Solutions til små og mellemstore virksomheder.
Også han får nu direkte reference til Steve Ballmer, der tidligere har bebudet, at salget af økonomisystemer og andre virksomhedssystemer inden for et tiår vil nå en omsætning på omkring 620 milliarder kroner.
At det foreløbig ikke er gået så godt som forventet, tilskrives problemer i samarbejdet mellem Microsoft Business Solutions og partnerne.