Artikel top billede

Skærmdump fra Jens Høgni Højgaards hjemmeside, hvidevarerep.dk

Jens Højgaard skrev negativ anmeldelse på Trustpilot - nu er han blevet sagsøgt for 11.419 kroner

En negativ anmeldelse på Trustpilot om et inkassofirma har indtil videre kostet den selvstændige hvidevare-reparatør Jens Høgni Højgaard flere tusinde kroner og en tur i retten. Forklaringen er, at inkassofirmaet har forbudt kunder at udtale sig negativt i offentlighed om selskabet.

"Dybt uretfærdigt."

Sådan beskriver den selvstændige hvidevare-reparatør Jens Høgni Højgaard sin oplevelse som kunde hos inkassofirmaet HornskovVindberg, som nu er endt med at sagsøge ham for 11.419,20 kroner.

Årsagen til søgsmålet er, at Jens Høgni Højgaard i slutningen af oktober skrev en negativ anmeldelse af inkassofirmaet HornskovVindberg på forbrugersitet Trustpilot.

Inkassofirmaet advarede ham mod, at han dermed forbrød sig mod selskabets handelsbetingelser, der kunne resultere i dagbøder på 5.000 kroner for negativ offentlig omtale.  

I en ny Trustpilot-anmeldelse fra medio november refererede Jens Høgni Højgaard blandt andet til advarslen fra HornskovVindberg og anmeldte igen inkassofirmaet negativt. 

Efter den seneste negative anmeldelse røg op på Trustpilots site, blev han på ny truet med dagbøder på 5.000 kroner for hver dag, at hans anmeldelse figurerede på Trustpilot.

Jens Høgni Højgaard fjernede grundet bødestørrelsen anmeldelsen igen efter to dage, hvorefter han er blevet indkaldt i Retten i Glostrup, da inkassofirmaet HornskovVindberg har sagsøgt ham for brud på selskabets handelsbetingelser.

For i inkassofirmaets handelsbetingelser står der blandt andet, at kunder har tavshedspligt og ikke må udtale sig negativt om selskabet i det offentlige rum.

"Dette her er jo en sag om ytringsfrihed, som vi er sikret i Grundloven. Sagen kan risikere at koste mig 40.000 kroner i sagsomkostninger, og det er jo ikke ligefrem, fordi jeg svømmer i penge," forklarer Jens Høgni Højgaard, der har sit eget firma ved navnet Din Hvidevare Reparatør.

Læs her, hvordan HornskovVindberg reagerer på sagen

Kunne ikke hjælpe Jens

Forhistorien til den negative anmeldelse tog sin begyndelse for omkring halvandet år siden, hvor Jens Høgni Højgaard blev ringet op af, hvad han beskriver som "en ihærdig sælger" fra inkassoselskabet HornskovVindberg.

"Sælgeren kunne tilbyde mig et no cure, no pay-tilbud vedrørende inkasso. Og da jeg på det tidspunkt havde nogle dårlige betalere, var det jo ret godt timet. Så jeg takkede ja til deres tilbud," forklarer Jens Høgni Højgaard til Computerworld.

Inkassovirksomheden var dog ifølge hvidevare-reparatøren ikke til meget hjælp, da der ikke blev kradset så meget som 50 øre ind fra de dårlige betalere, og Jens Høgni Højgaard ville derfor ud af kontraktforholdet igen.

Det fremgår af stævningen, at Din Hvidvarereparatør har fået behandlet 10 sager, hvoraf de fem fortsat er verserende.

Dette er dog ikke en virkelighed, som Jens Høgni Højgaard kan genkende, selvom han ifølge eget udsagn løbende har betalt omkring 15.000 i blandt andet retsgebyrer.

"Jeg har ikke på noget tidspunkt ønsket et nyt abonnement, da de (HornskovVindberg, red.) jo ikke kunne hjælpe mig. De kunne ikke fremvise retslister med navne. Jeg skulle blot stole på, hvad de sagde. Men det jo ikke det samme som at skaffe mig penge fra dårlige betalere," forklarer han til Computerworld.

Ikke desto mindre blev aftalen ifølge stævningen fra HornskovVindberg automatisk fornyet den 26. august 2016 jævnfør den oprindelige handelsaftale.

Inkassofirmaet havde kort forinden - den 2. august 2016 - opdateret sine handelsbetingelser, hvor en pasus om fortrolighed optrådte.

Da det automatiske abonnement trådte i kraft i sensommeren 2016, bliver Jens Høgni Højgaard modsat sin første abonnementsperiode præsenteret for en faktura på knap 4.500 kroner for inkassoservicen.

Læs her, hvordan HornskovVindberg reagerer på sagen.

Derfor skrev han negativ anmeldelse

Af stævningen fremgår det, at Jens Høgni Højgaard ikke gjorde indsigelser imod fakturaen, som han heller ikke betalte.

Den udlægning er Jens Høgni Højgaard ikke enig i, da han både via telefon og skriftligt har brokket sig over fakturaen, der ifølge hans udsagn blev fremsendt, mens han var på ferie.

"Da de sendte mig en faktura på 4.500 kroner, betalte jeg ikke, fordi jeg jo ikke havde fået en "cure" i min no cure, no pay-aftale. Da jeg kom hjem fra ferie, lå der en rykker for betalingen," siger Jens Høgni Højgaard.

Rykkergebyrerne på godt 1.000 kroner blev for meget for Jens Høgni Højgaard.

"Så her i oktober indvilligede jeg i at betale de cirka 4.500 kroner for at komme ud af deres "sekt", men der er opstået slåskampe om gebyrerne, fordi jeg ikke betalte fakturaen til tiden. Og så skrev jeg anmeldelsen på Trustpilot," fortsætter han.

Den anmeldelse betyder nu, at inkassovirksomheden har hevet ham i retten.

Det skyldes, at der i de nye handelsbetingelser, som Jens Høgni Højgaard modtog i forbindelse med den automatiske og altså uønskede forlængelse af abonnementet i afsnit 6 fremgår, at der er tavshedspligt omkring negative, offentlige omtaler af selskabet.

Computerworld har fra Jens Høgni Højgaards side set de oprindelige handelsbetingelser fra 2014, som Jens Høgni Højgaard indgik med selskabet ved sin no cure, no pay-aftale for omkring halvandet år siden, hvori der ikke er nogen passager om tavshedspligt.

Dermed fastholder Jens Høgni Højgaard, at han slet ikke har kendt til de nye aftalevilkår om negativ omtale, da hverken inkassoservicen, den medsendte faktura eller de opdaterede handelsbetingelser interesserede ham, da aftalen mellem Din Hvidereparatør og HornskovVindberg blev forlænget i august 2016.

Her kan du læse, hvorfor HornskovVindberg har sagsøgt Jens Høgni Højgaard.

Læs også:

It-gigant betaler 132 millioner kroner i erstatning til kvinder for køns-diskrimination

Pirate Bay-stifter sagsøger musikindustrien: De har krænket mit navn