Der står den så pludselig på et podie i en gade i Båstad i Sverige og lyser blåt - den stålgrå vision om en bil, som Mercedes-Benz kalder F015 Luxury in Motion, og som mange måske har læst om eller hørt om, men kun de færreste har set i virkeligheden.
Thomas Jaeger har set den masser af gange. Som chef for det team af ingeniører, udviklere og designere i både Tyskland og USA, som har udtænkt og bygget det indre af bilen, har han været med i hele den tre år lange udviklingstid.
Nu bevæger han sig opmærksomt rundt om bilen på et podie i Båstad og passer godt på den. Og han fortæller gerne om alle bilens detaljer.
Hvis han da ellers kan overdøve den ret påtrængende larm fra blæserne, der holder temperaturen nede i de 10 MacBooks, som leverer datakraften til hovedparten af det ret spektakulære setup i F015. En larm, som Thomas Jaeger tydeligvis ikke er helt tilfreds med.
Researchbil - ikke en konceptbil
Bilen blev vist i Båstad i forbindelse med tennisturneringen Swedish Open, som foregik 10.-17. juli, og som blandt andre Mercedes-Benz er sponsor for. F015 blev præsenteret første gang på den amerikanske teknologimesse CES i januar 2015 og altså ikke på en traditionel bilmesse, som man måske kunne have forventet.
Men nu er F015 heller ikke en konceptbil i den klassiske forstand. Konceptbiler præsenterer som regel designelementer og tekniske løsninger, som er lige på trapperne i modelprogrammet.
F015 er derimod en researchbil med hovedfokus på den selvkørende bil og et bud på, hvordan en bil kunne se ud i 2030. Og det involverer en ret voldsom mængde it.
"This is our vision, but it is only a vision," som Thomas Jaeger siger.
I 2030 vil selvkørende biler være helt almindelige, mener Mercedes. Der er lige nogle alvorlige sten i skoen, der skal fjernes først, men det skal nok lykkes. Selve teknikken er så langt fremme, at ingen tvivler på den.
To helt afgørende nye udfordringer for bilindustrien
Det giver bilproducenterne i hvert fald to helt afgørende nye udfordringer.
Dels skal man finde ud af, hvordan man skal erstatte den øjenkontakt og øvrige kommunikation, som en fører af en bil har med trafikken og omgivelserne i dag, sådan at vi alle trygt kan bevæge os ud i trafikken.
Der er med andre ord brug for et nyt interface - en anden måde at opfatte en bil på og interagere med den, og hvis F015 skal vise vejen, involverer det både et menneskevenligt design og en masse lyssignaler, laserprojicering og en kvindestemme.
Dels skal man også finde ud af, hvordan det indre af bilen kan indrettes, så teknologien og passagererne finder hinanden i den nye situation, hvor ingen behøver at være chauffør, så at sige.
F015 er Mercedes-Benz' og Thomas Jaegers bud på lige netop de to udfordringer.
Mercedes har produceret en lille film, som viser, hvordan ingeniørerne, designerne og de andre involverede forestiller sig, F015 ville passe som fod i hose i en fremtidsby anno 2030.
Den kan du se her:
MacOS styrer
F015 er udstyret med 14 computerer i alt.
De 10 af dem er som nævnt MacBooks, som er monteret i et bur forsynet med højlydte blæsere til køling. Buret er placeret foran i bilen, hvor der ingen adgang er for andre end de, der har udviklet og bygget bilen.
"Alt, hvad i ser her, er styret af MacOS," siger Thomas Jaeger og slår ud med armene inde i F015.
Mercedes-Benz har intet samarbejde med Apple overhovedet, så maskinerne er indkøbt på helt almindelige vilkår. Maskinerne er modificerede, så de bedre kan køles af blæserne, og så de ikke går i dvale, når skærmen er klappet ned.
Valget af MacBooks skyldes et ønske fra Mercedes-Benz' amerikanske designafdeling, som i følge Thomas Jaeger har god erfaring med Apple-computernes driftsikkerhed, og desuden har afdelingen megen erfaring med softwareudvikling på platformen.
F015 er også bestykket med radarsystemer og mange forskellige typer sensorer, som allerede findes i flere Mercedes-modeller. Thomas Jaeger fortæller, at eksperter i autocomputere hos Mercedes-Benz i Tyskland også har været involveret i udviklingen af bilen.
Utilnærmelig og tiltrækkende på en gang
Set udefra virker bilen faktisk noget utilnærmelig. Den meget skrå forrude er også meget mørktonet, og sideruderne er dækket af en slags perforeret metalfilm, som gør det meget svært at kigge ind.
På den måde bliver bilen en slags forlængelse af brugernes privatsfære, hvor man kan opholde sig lige så uforstyrret som i sin dagligstue eller i sit kontor. Og sådan skal det være i alle de selvkørende biler, som Mercedes-Benz vil præsentere. For i det 21. århundrede bliver tid til sig selv og plads til udfolde sig på de absolut vigtigste luksusgoder, mener firmaet.
"Vi har designet det indre med rene hvide flader - lidt ligesom det indre af en æggeskal - og vi har fokuseret på at signalere, at det er dit rum og din privatsfære," siger Thomas Jaeger.
Trods det utilnærmelige har det ydre af bilen noget organisk over sig, som gør, at man får lyst til at røre ved den. Og det er helt bevidst, fortæller Thomas Jaeger.
"Det er vigtigt at forstå, at F015 er meget mere end et teknisk projekt. Vi har fokuseret benhårdt på, at bilen skal forholde sig menneskeligt og venligt til omgivelserne," siger han.
Signaler til omverdenen
Den måde, F015 signalerer til omverdenen på, er central for opfyldelsen af målsætningen.
Foran på bilen - inde bag den store Mercedes-stjerne - sidder en laser, som kan projicere signaler på vejbanen i høj opløsning, som alle forhåbentlig kan forstå.
For eksempel en grøn fodgængerovergang lige foran en fodgænger, som F015 er stoppet for at lade passere gaden. Og hvis det ikke er nok, siger bilen med en kvindestemme "Please go ahead".
Laseren bruges også til at sende en masse andre signaler til omgivelserne. For eksempel, at bilen vil stoppe et bestemt sted eller at den har fundet et bestemt sted at parkere.
Foran og bagpå bilen sidder to diodedisplays i samme bredde som bilen. De bruges for eksempel til at signalere til bagvedkørende, at bilen bremser ned og kører langsomt, eller at den stopper.
En ny standard?
Det store spørgsmål er jo, om Mercedes-Benz har fundet den mest optimale måde at få en selvkørende bil at kommunikere med omgivelserne på, sådan at det bliver en standard på samme måde som stoplys og blinklys er i dag.
Mercedes-Benz tror på, at delebiler bliver en de tre vigtigste tendenser for bilindustrien i fremtiden - de to andre er selvkørende biler og biler uden forbrændingsmotor.
F015 er derfor også oplagt som delebil, for den kan selv finde en parkeringsplads, og bilen kan tilkaldes med en app.
Bilen kan altså bevæge sig rundt i trafikken helt uden passagerer og altså heller ikke nogen, som kunne overtage styringen manuelt. Derfor er det selvsagt helt afgørende, at resten af trafikken forstår, hvad bilen foretager sig.
Kom indenfor til en sværm af skærme
Bilens kæmpemæssige elektriske døre åbner hver sin vej og afslører et indre med plads til fire og lækre og indbydende (menneskevenlige) materialer som læder og træfiner. Men også masser af stål og plast.
Og så er der en sværm af skærme. Fire styk i dørene, et bag de to bageste stole og et kæmpemæssigt display under forruden.
Skærmene i dørene og bag sæderne er berøringsfølsomme og har en mængde funktioner. For eksempel kan man få et overblik over den tur, man er på vej ud på. Lidt ligesom den information, man får i et fly som passager.
I F015 er informationerne bare både ekstremt omfattende og forandrer sig i forhold til, hvor langt man er kommet på turen.
Videokonferencer er en anden oplagt feature, og det samme gælder adgang til alle de sociale medier, musik, film og hvad man ellers kan hente af informationer.
Alle biler er forbundet i fremtiden
"I vores vision er alle biler på vejene forbundet både teknisk og socialt, så det giver en masse muligheder for interaktion med dem, man kender, som også befinder sig i trafikken," fortæller Thomas Jaeger.
Visionen omfatter også, at alle biler må bruge de kameraer, som sidder langs vejene, i biler og andre steder. F015 er for eksempel udstyret med fire stereokameraer.
"På den måde kan man for eksempel se på skærmene, hvordan trafikken eller vejret er der, hvor man er på vej hen, siger han.
Displayet under forruden består TFT-display, fem bagprojektorer samt eytracking.
Styr selv, hvis du vil
Bilen kan også køres manuelt som en almindelig bil. Rattet køres i position foran føreren ved et tryk på en knap, og bremse- og speederpedal er allerede på plads.
Alle selvkørende biler fra Mercedes-Benz vil have denne mulighed. For firmaet tror på, at mange vil have fornøjelsen ved både at styre selv, når lejligheden byder sig, og til at slippe, når man sidder i en kedelig kø.
F015 er en elmotordrevet hybridbil med en rækkevidde på 1.100 kilometer. Cirka 200 km foregår på batteridrift og resten på kraft fra en brintbrændselscelle.
Thomas Jaeger fortæller i øvrigt, at Mercedes-Benz hvert tredie til fjerde år præsenterer en ny researchmodel i stil med F015. Arbejdet på en ny er ved at gå i gang, og foreløbig er bilproducentens folk ved at beslutte sig for, hvilken overordnet problemstilling, der skal sættes fokus på.
Herunder finder du en videoreportage fra San Fransisco, som Mercedes-Benz har fået produceret, hvor du kan se bilen køre og få flere informationer om de mange funktioner. Og hvis du hører godt efter, kan du også tydeligt høre de blæsere, som køler de 10 MacBooks, der giver liv til bilen.