30.542 kroner.
Så meget lød data-regningen på til den danskfødte e-handelskonsulent Bülent Erdogan i august, efter han og familien på en ferie til Langeland havde streamet video på smartphones med dertilhørende erhvervsabonnement fra teleselskabet Firstcom.
Det kan du læse mere om her: Streamede film på sin smartphone i Danmark - og fik regning på 30.542 kroner
I slutningen af sidste uge blev så den store sag om regningen på 30.542 afgjort, og det hele endte med, at Bülent Erdogan slipper for at betale én eneste krone til Firstcom.
Det fik Bülent Erdogan besked på via mail fra det advokatkontor, som har ført sagen på vegne af Firstcom.
"I forlængelse af det telefoniske forberedende retsmøde den 27. april 2016, har jeg nu drøftet sagen med min klient på ny, og i den forbindelse har min klient besluttet sig for, at man af omkostningsmæssige hensyn ikke ønsker at videreføre sagen, hvorfor jeg herved på vegne af sagsøger hæver sagen," lyder det i mailen fra advokaten.
'Jeg har forsøgt med dialog'
I dag er Bülent Erdogan en lettet mand, fordi han er sluppet ud af de juridiske klør.
Alt andet havde dog også været helt hen i skoven, mener e-handelskonsulenten.
"Hvis jeg var blevet dømt for dette her, så kunne man jo blive dømt for alting. Jeg har forsøgt at få gang i en dialog omkring den store regning, men det har Firstcom afvist hver gang." forklarer Bülent Erdogan til Computerworld.
I august 2015 nægtede han at betale den store mobilregning.
Efterfølgende opsagde han sine erhvervsabonnementer hos Firstcom, men glemte i skyndingen at få lukket ét nummer hos teleselskabet.
Ved en streamingssession i efteråret overskred han Firstcoms udstukne datagrænser og modtog en ny stor regning - denne gang på 6.000 kroner.
Efter en klage gav teleselskabet ham medhold, hvilket prompte udløste en kreditnota fra Firstcom.
Går den, så går den
"Jeg fik lidt den tanke, at teleselskabet har filosofien, at 'går den, så går den'," fortæller Bülent Erdogan.
Samme fornemmelse opstod igen i forbindelse med retssagen i sidste uge, hvor han under sagen fik tilbudt et forlig, hvorved han ville slippe med et mindre beløb på mellem 5.000 og 7.000 kroner.
Det 'tilbud' takkede han nej til, hvorefter dommeren forlangte, at Firstcom kunne dokumentere, at Bülent Erdogan aktivt havde fravalgt speeddrop og dermed direkte havde sagt ja til download af data i stride strømme.
"Det ville åbenbart koste dem (Firstcom, red) for meget at finde aftalen frem, så de har droppet sagen. I min optik ville det have taget uendeligt lang tid at finde, fordi sådan en aftale ikke eksisterer," forklarer Bülent Erdogan ovenpå den afgjorte sag.
Han henviser til, at han aldrig har fravalgt speeddrop-funktionen, som nedsætter hastigheden på datatrafikken frem for at sætte ekstra nuller på fakturaen.
En sådan speeddrop-funktion er standard på Firstcoms mobilaftaler i lighed med mange andre teleselskabers aftaler.
Hos Firstcom har topchefen en undskyldning parat til Bülent Erdogan.
Det kan du læse mere om her: Teledirektør: "Han skulle aldrig have været behandlet på den måde. Det vil vi gerne undskylde for."
Læs også:
Guide: Undgå din mobilregning "Boyer" ud