I disse dage er det et år siden, at de første udgaver af Apples smartwatch, Apple Watch, landede på håndledene af forventningsfulde kunder.
Gadget-anmeldere over hele verden har givet uret en blandet modtagelse, og blandt andet derfor har mange udråbt det til at være et flop.
Men hvordan har Apple Watch rent faktisk klaret sig i det år, der er gået? Lad os kigge på tallene.
Apple offentliggør ikke de præcise salgstal for Apple Watch, men den amerikanske avis Wall Street Journal vurderer, at Apple har solgt i omegnen af 12 millioner ure i løbet af de første 12 måneder, hvor uret har været på markedet.
Det svarer til en omsætning på seks milliarder dollar eller knap 40 milliarder danske kroner.
Sammenlignet med Apples andre store produkter er Apple Watch således stadigvæk en parantes. Eksempelvis solgte Apple 232 millioner iPhone-telefoner og 55 millioner iPad-tabletcomputere i hele 2015.
Spørgsmålet er dog om, det giver mening at sammenligne et nyt produkt med etablerede succesprodukter, der har henholdsvis otte og seks år på bagen.
Lad os derfor begynde et andet sted.
Større end Fitbit
Lad os først sammenligne Apple Watch med de nærmeste konkurrenter på markedet.
Ifølge it-analysehuset IDC står Apple Watch for 61 procent af det globale salg af kropsbåren teknologi. Det er den produktkategori, der også kaldes for wearables.
Sammenligner vi Apple Watch med den nærmeste konkurrent, Fitbit, så omsætter Apple Watch for tre gange så meget som hele Fitbit.
En sammenligning med Apples tidligere produktlanceringer viser desuden, at Apple Watch er det ny-lancerede Apple-produkt, der har haft det næstbedste salg nogensinde.
Apple solgte eksempelvis blot 600.000 iPods og 6,1 millioner iPhones i de to produkters første år på markedet.
Til gengæld kan Apple Watch-salget ikke hamle op med lanceringen af iPaden. I løbet af det første år på markedet blev der langet 19,1 millioner iPads over disken i butikker over hele verden.
Verdens næststørste urproducent
Scott Galloway, der er professor og ph.d i marketing og strategi ved det amerikanske universitet NYU Stern School of Business, har ved flere lejligheder påpeget, at Apple Watch også klarer sig ganske glimrende sammenlignet med den etablerede ur-industri.
"Apple Watch er i gang med at dræbe ur-industrien og efter bare et år på markedet er Apple i dag verdens næststørste urproducent. Apple Watch er den største produktlancering, som vi nogensinde har set på et modent marked," lød det fra Scott Galloway, da han i begyndelsen af året talte på tech-konferencen DLD Conference i New York.
Her vurderede han, at Apple Watch i løbet af det første år på markedet vil omsætte for mellem 30 milliarder og 60 milliarder kroner.
Til sammenligning omsætter hele den schweiziske ur-industri ifølge Scott Galloway for knap 150 milliarder kroner om året.
Læs også: Efter Apple Watch-lancering: Ur-salget dykker
Afmålt modtagelse
Apple Watch blev dog modtaget relativt afmålt af anmelderne.
De store amerikanske tech-medier kaldte uret for det bedste smartwatch på markedet, men gav blandt andet uret kraftig kritik for at være for langsomt.
De samme kritikpunkter havde vi her på Computerworld, hvor vi gav uret 4 ud af 6 stjerner.
Det er dog kritikpunkter, som Apple ifølge Wall Street Journal arbejder på at løse med den næste udgave af uret.
Ifølge avisen vil den næste generation af Apple Watch blive udstyret med en hurtigere processor.
Wall Street Journal mener desuden at vide, at Apple også arbejder på at udstyre Apple Watch med en mobil-chip, hvilket vil gøre det muligt at bruge uret uafhængigt af en iPhone.
Det ventes, at Apple vil lancere den næste udgave af Apple Watch i løbet af 2016. Det bliver formodentligt til efteråret, hvor Apple også ventes at lancere den næste generation af iPhonen.
Læs også:
Her er Apples store problem - og det er ikke faldet i iPhone-salget