Så skete det. I mandags landede en pakke sendt med luftpost fra England på mit bord. I den lå et helt nyt Apple Watch.
Det er mere end to år siden, at jeg første gang skrev om rygterne om et Apple-ur. Dengang var jeg ligesom mange andre stærkt skeptisk overfor hele smartwatch-konceptet.
Men i dag, hvor jeg har haft mulighed for at bære uret tre dage i træk, begynder brikkerne langsomt at falde på plads. Smartwatch-konceptet begynder at give mening.
Alt det vender jeg tilbage til senere. Lad os i stedet starte med mit første indtryk af Apple Watch:
Uret kommer i en relativ stor firkantet æske og nærmest som med en russisk babusjka-dukke indeholder æsken endnu en æske. Den inderste æske er en foret opbevaringsæske i plastik, og det er her selve uret ligger.
Min udgave af uret er 38 millimeter-udgaven i stål. Den billigere sports-udgave i aluminimum kommer i en mere simpel indpakning, mens den ekstremt dyre guldudgave angiveligt vil komme i en endnu mere eksklusiv indpakning.
Uret er bygget af kvalitetsmaterialer som stål, safirkrystal og keramik, men alligevel føles det ikke tungt på armen. På bagsiden af uret finder vi pulsmåleren, der giver uret et nærmest futuristisk udtryk. Pulsmåleren består af fire små grønne LED-lamper, der måler din plus ved at blitze grønt lys ind i dine blodårer hundredevis af gange (!) i sekundet.
Det er nu tre dage siden, at jeg pakkede uret ud, og herunder er mine første observationer:
- Apple Watch er overraskende lille
Størrelsen på et Apple Watch måles ikke i tommer, som vi normalt kender det fra vores elektronikprodukter. I stedet har Apple valgt at bruge millimeter som måleenhed. Præcis som vi kender det fra den traditionelle urverden.
Signalværdien i dette valg er soleklart: Apple Watch er ikke en iPhone til dit hånded. Det er et ur.
Jeg har et usædvanligt lille håndled og valgte derfor det mindste ur, der måler 38 millimeter fra skærmens bund til skærmens top. I de flestes ører er det nok et relativt abstrakt tal, men mit gæt er, at mange bliver overrasket over, hvor lille denne udgave af uret er, når de ser den første gang
Alle udgaver af Apple Watch er unisex-ure, men 38-millimeter er nok, hvad mange vil betegne som en "damestørrelse".
Derfor vil langt de fleste mænd formodentligt gøre klogt i at vælge den større udgave på 42 millimeter. Denne udgave er en anelse dyrere, men til gengæld får du udover en større skærm også en bedre batteritid.
- Styresystemet tager tid at lære
Det nye styresystem til Apple Watch kan virke tricky i starten. Det er markant anderledes end iOS, og det virker umiddelbart ikke så intuitivt, som vi normalt vil forvente os det af et Apple-produkt.
For mig tog det cirka en halv dag, før jeg var fortrolig med det. Men for mange mennesker vil der formodentligt gå endnu længere tid.
Min umiddelbare vurdering er derfor, at kompleksiteten i styresystem kan blive en væsentligt barriere for urets udbredelse hos kundesegmenter, der endnu ikke er helt fortrolige med ny teknologi.
- Apps er langsomme og mangler funktionalitet
Allerede på lanceringsdagen var der mere end 3.000 apps i Apples nye App Store til uret. Et imponerende tal. Men desværre følges kvalitet og kvantitet ikke ad.
Indtil videre er apps til Apple Watch kun såkaldte "extensions" til dine iPhone-apps, og de bliver altså ikke installeret direkte på dit Apple Watch.
Det er formodentligt årsagen til at mange apps er utroligt langsomme, og derudover er det helt åbenlyst, at mange udviklere endnu er usikre på, hvilke brugsscenarier, der kommer til at fungere på uret.
Jeg har eksempelvis svært ved at tro, at jeg kommer til at spille spil eller læse traditionelle nyhedsartikler på mit ur.
Til gengæld er der også apps, der rammer plet. Jeg har haft store fornøjelse af Philips Hue-appen, der kan styre mine Philips Hue-lamper. Det er fantastisk smart at kunne slukke og tænde lysene i min lejlighed direkte fra uret. Jeg har også haft stor glæde af Apples egen Remote-app, der gør det muligt at fjernstyre mit Apple-tv direkte fra mit håndled.
Allerede nu jeg ser store muligheder i denne type apps, der kan gøre Apple Watch og andre smartwatches til den ultimative fjernbetjening til dit liv.
Det er ikke svært at forestille sig en nær fremtid, hvor det er helt almindeligt at bruge sit ur som betalingsmiddel, nøgle til hoveddøren, startnøgle til bilen og som fjernbetjening til tv, intelligente lamper og termostater.
- Batteritiden er i underkanten
Apple lover "all day battery life". Det svarer ifølge Apple til en batteritid på 18 timer for den mindste udgave af uret, mens folk ifølge Apple "kan forvente" en bedre batteritid på den store udgave af uret. Hvor meget bedre afslører Apple dog ikke.
Apples estimater ser ud til at holde stik, men alligevel er min oplevelse, at batteritiden alligevel er så begrænset, at det ofte bliver en bekymring, når vi kommer ud på aftenen.
Især fitness-funktionen er hård ved batteriet, fordi der her bliver gjort brug af urets pulsmåler. På en dag, hvor jeg udover den almindelige brug også brugte fitness-funktionen i knap halvanden time var batteriet nede på knap fem procent, da jeg gik i seng.
Mit gæt er dog, at folk der køber 42 millimeter-udgaven kun sjældent vil skulle bekymre sig om batteritiden på uret.
Efter tre dage: Giver det mening?
I mange henseender er Apple Watch bare et ur.
Den funktion jeg bruger mest er den digitale uskrive, der viser dig klokken, den næste aftale, temperaturen, dit aktivitetsniveau og så videre. Efter tre dage med uret er mit gæt derfor også, at du først og fremmest kommer til at bruge det som et ur, og kun sekundært vil gøre brug af tredjeparts-apps og lignende.
I virkeligheden er det meget lig den første generation af iPhonen, der først og fremmest var en telefon, men så med tiden har udviklet sig til at være meget andet end blot en telefon.
Det er også derfor, at brikkerne langsomt er bekyndt at falde på plads for mig. For Apple Watch er måske bare et ur, men det er fremtidens ur.
Et traditionelt ur har fascinationsværdien og nostalgien, men alene de første dage med Apple Watch gør mig i stigende grad overbevist om at smartwatches som Apple Watch med tiden vil gøre ved traditionelle ur, hvad nye digitale musikkilder har gjort ved eksempelvis lp'en.
Connoisseurs fascineres stadigvæk af mekanikken og nostalgien ved lp-pladerne, og millioner af ur-elskere over hele verden vil i mange år nære den samme veneration for lækre mekaniske ure.
Men det brede publikum vil blive tiltrukket af de mange ekstra muligheder, som smartwatches med tiden vil tilbyde brugeren. Her står Apple Watch stærkt, fordi det indtil videre er det ur, der bedst kombinerer de æstetiske kvaliteter, som vi kender fra den traditionelle ur-verden med funktionaliteten fra den digitale verden
Har du flere spørgsmål til Apple Watch? Stil dem i kommentarfeltet, og så vil jeg forsøge at besvare dem.