Det er nu fem år siden, at en stærkt sygdomssvækket Steve Jobs overlod posten som administrerende direktør for Apple til sin næstkommanderende, Tim Cook.
Men hvordan har Tim Cook klaret sit halve årti som administrerende direktør for Apple?
Ligner en succes
På papiret ligner det umiskendeligt en succes.
Apple har netop solgt sin iPhone nummer én milliard, og i dag er Apple betragteligt mere værd, end virksomheden var, da Tim Cook overtog roret 24. august 2011.
I skrivende stund har Apple en markedsværdi på 586 milliarder dollar, mens markedsværdien lød på 347 milliarder dollar, da Steve Jobs trådte tilbage.
Ganske vist har kursen taget nogle udsving undervejs, men ikke desto mindre er det et faktum, at investorerne i dag vurderer Apple til at være en betydeligt mere værdifuld virksomhed, end da Steve Jobs stod i spidsen.
Nogle vil måske tilskrives det Tim Cooks mere imødekommende og forstående attitude overfor investorerne.
Eksempelvis har Tim Cook taget sig tid til at mødes med den kontroversielle investor Carl Icahn, han har af flere omgange medvirket i den populære amerikanske tv-vært Jim Cramers investeringsprogram Mad Money, og han har samtidig iværksat et tilbagekøbsprogrammer af aktier.
Det sidste er noget, som den legendariske investor Warren Buffet flere gange anbefalede, men som blev afvist af Steve Jobs.
Succes mod øst
En af de væsentligste forklaringer på Apple-aktiens himmelflugt under Tim Cook kræver dog, at vi retter blikket mod øst.
For her finder vi en af Tim Cooks formodentligt største præstationer i sin tid, som administrerende direktør: Nemlig den succesfulde lancering af iPhonen i Kina.
Siden Apple i slutningen af 2013 indgik en aftale med det kinesiske teleselskab China Mobile, har Kina udviklet sig til et gigantisk marked for Apple.
En stor del af det rekordstore antal iPhones, som Apple har solgt gennem de seneste år, er netop blevet solgt på det kinesiske marked.
Det er et marked, der ikke er let at navigere på, og Apple er således også udfordret af konkurrencen fra en lang række billigere lokale smartphone-mærker, og samtidig har Apple været involveret i flere spegede patent- og mærkevarersager.
Og især derfor er det næsten umuligt at underkende værdien i, at Apple under Tim Cooks ledelse har haft et succesfuldt indtog i Kina.
Noget som hverken Google, Uber eller Facebook for alvor har haft held med.
Men er det hele nu engang så rosenrødt?
På denne baggrund ville det være nærliggende at konkludere, at det hele ser rosenrødt ud.
Men hele Tim Cooks regeringsperiode har været forbundet med en snigende følelse af, at Apple vil lide et snartligt fald fra tinderne.
At arven fra Steve Jobs ville blive så svær at løfte, at Tim Cook før eller siden vil knække nakken.
Selvom dette narrativ ikke altid har været understøttet af fakta, så er der måske i dag flere ting, der taler for det nogensinde før.
For vigtigst af alt oplever Apple nu for første gang, at salget af virksomhedens vigtigste produkt, iPhonen, falder, og samtidig ser det ikke ud til, at Apple har et nyt mirakel-produkt på trapperne.
Læs også: Apples faldende iPhone-salg har alvorlige konsekvenser for en hel stribe virksomheder
Tre nye produkter, men intet hit
Under Tim Cook har Apple lanceret Apple Watch, Apple Music og Apple Pay, som de formodentligt tre største nye produkter.
Produkter der alle har klaret sig hæderligt, men ingen af dem har vist sig, som det næste store smash-hit.
Særligt foruroligende for Apple bør det være, at både Apple Watch og Apple Music har fået hård kritik for deres brugerflader, der ifølge kritikerne har manglet den intuitivitet, som produkterne havde under den kronisk klarsynede Steve Jobs. Historiens måske største "product guy".
Selvom Tim Cook i højere grad end Jobs er en "driftsmand", er der næppe nogen tvivl om, at hans eftermæle kommer til at stå og falde med, om han er i stand til at levere den næste store ting.
Det næste produkt som forbrugere over hele verden ikke kan leve uden.
Læs også: Fik kritik for Apple Watch: Nu udfordrer Apple verdens største urproducenter
Investerer kraftigt i forskning
Et kig i Apple-regnskaber afslører, at Apple formodentligt stadigvæk arbejder på at finde frem til netop dette produkt. For gennem de seneste år er Apples investeringer i forskning og udvikling steget markant.
Eksempelvis ventes det, at Apple i 2016 vil bruge mere end 65 milliarder kroner på "research & development". Det er en stigning på 30 procent i forhold til det forrige år, og det er mere end en tredobling på blot fire år.
Hvad pengene går til vides ikke med sikkerhed, men de stigende udgifter tyder på, at der i kuliserne arbejdes på at finde den næste år store ting. Spørgsmålet er så bare, om det er en målrettet søgen, eller om de stigende forskning- udviklingsudgifter er et tegn på, at der famles i blinde.
Læs også:
Her er Apples store problem - og det er ikke faldet i iPhone-salget
Derfor har iPhone-salget ramt muren - og sådan kommer Apple tilbage på vækstsporet