Interview: 1. februar 2016 blev posten som it-chef i Rigspolitiet genbesat efter en del tumult i organisationen i forbindelse med en bestikkelsessag i Region Sjælland.
Det kan du læse mere om her: Topchef i politiet bortvist efter bedrageri-sag i Region Sjælland
Den nye mand bag roret tager dog situationen med ophøjet ro.
Eller som den nye mand, Lars Ole Dybdal, siger, da jeg møder ham i Koncern IT's hovedkvarter i Hvidovre ved København:
"Jeg er fra Jylland, og så har jeg fem børn. Så jeg er ret god til at holde overblikket."
Og ro og stabilitet er nok også nogle af de ønskværdige karaktertræk til personen på denne post, der kan være en holdeplads, hvor der er blevet uddelt mange øretæver.
Øretævernes holdeplads
Hvad er politiet for en it-arbejdsplads?
"It-afdelingen i politiet er en helt central funktion i det danske samfund. Den it, der skal understøtte dansk politi, er helt afgørende. Jeg oplever, at der i afdelingen er en stor gejst og lyst."
Men det er også øretævernes holdeplads. Der er mange, der kigger dig efter i kortene hele tiden. Også uden for organisationen. Er du klar til det pres?
"Ja, det er rigtigt. Men arbejdet udfører jo ikke sig selv, og der er nogen, der skal tage det ansvar. Jeg ser på det på denne måde: Vi skal levere bedst mulig it til dansk politi. Det er min ambition, og det er derfor, jeg er her."
Er du en hård negl? Kan du tåle kritik og pres fra eksempelvis politikere og medier?
"Jeg tror ikke, at man skal være hård," siger Lars Ole Dybdal.
"Det handler om at klø på og begynde fra en ende af. Det motiverer mig at stå sammen med et team om en opgave, og det er grunden til, at jeg er her. Jeg kan være med til at lede folkene til at gøre en forskel. Der er jo ikke mig som enkelt-person. Det er et kæmpeteam, der leverer indsatsen indenfor it og politiet som helhed."
Du kommer fra en stilling som it-direktør i Region Midtjylland, hvor der var en del udfordringer med eksempelvis EPJ-systemerne, der fungerede knap så godt. Nu er du i politiet, hvor der angiveligt også kommer mange udfordringer. Er du en person, der opsøger denne type job?
"Jeg vil gerne levere varen, og jeg kan godt lide udfordringer. Jeg har en værktøjskasse med gode redskaber, og jeg brænder for det. Hvis opgaven er at hælde olie på en maskine, der kører godt, så er jeg ikke den rigtige mand."
Har du en startplan for de første måneder?
"Lige nu handler det meget om at møde kollegaer og samarbejdspartnere. Og om at få en god dialog med ledergruppen, så vi kan levere god it."
Hvad er dit første indtryk?
"Det er rigtig positivt. Det er min opfattelse, at der er rigtig mange, der gerne vil det her og som brænder for opgaven. Det giver god energi."
Hvordan her du det med, at det er en politisk organisation?
"Jeg kommer fra en region, så det er ikke helt fremmed for mig. Men det er mit første job i staten, og jeg skal selvfølgelig lære spillereglerne at kende, men det skræmmer ikke."
Hvorfor sagde du ja til jobbet?
"Det er en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg var glad for mit tidligere job og var egentlig ikke på vej nogen steder, men denne mulighed er for interessant til, at jeg kunne sige nej."
Fra Aarhus til Hvidovre
Lars Ole Dybdal bor i Aarhus sammen med familien, og så pendler han til jobbet i Hvidovre.
Du har langt på arbejde. Er det ikke svært at holde balancen mellem familien og arbejdet?
"Det handler bare om logistik. Man skal ikke være bange for at være mobil og arbejde fleksibelt. Jeg har ikke rykket familien til hovedstaden, så jeg bor i Aarhus og rejser frem og tilbage. Ligeledes kan jeg arbejde via videomøder eller arbejde på distancen. Det har virket fint nok indtil nu."
Så du flytter ikke?
"Det ligger ikke i planerne."
Ledelse giver god it
Du er ikke uddannet som it-mand?
"Jeg er cand. merc. i strategi og ledelse, men har arbejdet med it i mange år. Først 14 år i TDC og siden som it-direktør i Region Midtjylland. Jeg kan både forretningssiden og teknologien. Det tror jeg bliver en styrke, at jeg kan kommunikere begge veje."
Handler god it mest om ledelse?
"Ting, der virker, er noget, der kan bruges. Og det handler langt hen ad vejen om ledelse, det er der ingen tvivl om. Men det er nok svært at komme frem, hvis men ikke ved noget om it. Det er en kombination, men der skal være en klar retning, hvilket kræver ledelse."
Hvad vil du gøre anderledes i it-afdelingen?
"Det er nok lidt for tidligt at sige. Det er ikke en drengedrøm at komme ind i politiet, det handler mere om at levere god it til en organisation, der er vigtig for samfundet."
Lad mig spørge lidt anderledes. Hvor vil du gerne sætte dine fingeraftryk i it-afdelingen?
"Jeg vil levere god it til dansk politi med udgangspunkt i et godt team-arbejde. Og der kommer gang i tingene, der vil jeg gerne love. Vi tager fat på en meget pragmatisk måde, der giver gode it-løsninger til kollegaerne. Vi skal levere hele løsninger, der fungerer."
Hvor moden er politiets it-afdeling på en skala fra et til 10, hvor 10 er bedst?
"Det er lidt for tidligt at bedømme. Men jeg oplever en organisation, der er villig til at flytte sig, og der er ikke sådan, at alt ting flyder, overhovedet ikke. Der er et godt udgangspunkt til at få sat en retning, så vi kan flytte os videre."
Er der noget, der kan få dig til at ryste på hånden i forbindelse med jobbet?
"Der er ikke noget, som jeg ikke har oplevet tidligere, så nej, det er der ikke. It-, ledelses- og forretningsmæssigt har jeg en god værktøjskasse. Jeg skal selvfølgelig lige vænne mig til at gå til møder med kollegaer i uniform og med tjenestevåben. Det har jeg ikke prøvet før."
Læs også:
Hård tid venter: Her er de vigtigste opgaver for Rigspolitiets nye CIO
Overblik: Massiv internet-overvågning af danskerne kan være på trapperne
Rigspolitiets it-chef under pres i udbudssag: Her er hans svar om 19 års lovbrud