Husvild alenefar søger bolig via webfilm

Den københavnske skolelærer Lars Wagner har sendt en lille humoristisk webfilm i omløb blandt netbrugere for at løse sit boligproblem. Dermed har han tilegnet sig en af tidens hotteste trends på nettet, viral markedsføring, hvor ideen er langt vigtigere end budgettet.

Skolelærer Lars Wagner har taget såkaldt viral internet-markedsføring i brug for at gøre opmærksom på sin bolignød og har skabt en film, der cirkulerer som e-mail-attachment blandt danske netbrugere.

Wagner er efter eget udsagn oppe på et 9-tal på desperationsskalaen fra 1 til 10, efter at han er blevet opsagt fra sit lejemål og nu mangler en bolig i København til sig selv og sine to børn.

Han fandt derfor på at få folk til at sprede budskabet om hans boligmangel via nettet via en lille humoristisk film.

- Det er jo meget almindeligt at hænge sedler op i Netto eller sende en mail ud til alle, man kender, og spørge, om de kender nogen, der kender nogen, der måske har en lejlighed, siger Lars Wagner.

Sammen med en kammerat har han sendt cirka 150 e-mails ud med filmen vedhæftet, og den bliver nu flittigt sendt videre.

Så flyt dog sammen, singler

Den cirka 50 sekunder lange film viser Lars Wagner sætte sig ned på en stol på en cafe, hvor to unge mennesker i baggrunden forsigtigt flirter med hinanden til tonerne af bandet Vildnis' sang "Jeg vil elskes".

Lars Wagner hiver derpå et skilt frem med tekst, der påpeger, at der er tusindvis af single-mennesker i København.

"Kunne to af jer ikke flytte sammen, så jeg og mine børn kan få et sted at bo?" fortsætter teksten, der afslutter med Lars Wagners' mobilnummer og e-mail-adresse.

Også for virksomheder

Viral markedsføring, hvor det gælder om at gøre reklamebudskabet eller produktet så underholdende eller brugbart, at folk selv sender beskeden eller en anbefaling videre til deres bekendte, er blevet populært i de senere år.

Eksempelvis har det danske it-sikkerhedsfirma Bullguard for nylig fået opmærksomhed verden over for en film, hvor en bulldog skambider en mand i skridtet. Og der findes også andre eksempler på privatpersoner, som går online for at løse et problem.

Internetmarkedsførings-specialisten Mads Ellegaard nævner som eksempel den tidligere Telmore-direktør Frank Rasmussen, der for omkring et år siden fik lavet et meget besøgt "efterlysnings-website", da han fik stjålet nogle vandscootere.

Netværket er nøglen

Mads Ellegaard mener, at viral markedsføring blot er et eksempel på, at man udnytter sit netværk - på internet er det bare meget større end i Rotary-klubben. Og er det virksomheder, som går ind i viral markedsføring, er de lige så afhængige af de private netværk.

- Det gyldne ved viral markedsføring er jo netop, at man får budskabet fra én, man kender i forvejen, og dermed er mere tilbøjelig til at acceptere det. Det betyder også, at dine venner agerer spamfilter - de har udvalgt dig som modtager, og ingen har jo lyst til at blive kendt som den, der sender mails, ingen gider have, siger Mads Ellegaard.

Han advarer dog om, at virksomheder skal tænke sig rigtig godt om og være sikre på, at deres budskab og "spredningsmetode" er i orden, før de kaster sig ud i viral markedsføring. Ellers kan "smittebæreren" ende som en social paria.

Tre måneders fremleje

Mads Ellegaard nævner som eksempel en virksomhed, han var konsulent for, der ønskede at gøre deltagelse i en konkurrence afhængig af, hvor mange af sine venner man havde sendt beskeden videre til.

- Den blev droppet, for den lå lige på den etiske grænse - og den kunne også godt have givet problemer i forhold til markedsføringsloven, siger han.

Lars Wagners lille film har nu cirkuleret i cirka en uge, og indtil videre har han reddet sig en mindre fremleje-lejlighed for tre måneder på Nørrebro i København og kan dermed stadig sende sine børn i skole på det nærliggende Østerbro uden de store problemer. Men han håber stadig på at finde en permanent bolig via den lille web-film.

- Jeg ved ikke, hvor mange den er endt hos, men jeg har da fået mails fra folk, der påpegede, at nu havde de fået den fire gange, og at de håber, at jeg snart finder en lejlighed, siger den boligsøgende skolelærer.

Relevant link

Lars Wagners film kan ses på websiden Netsummary.dk




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere