Verdens største softwarevirksomhed, Microsoft, løfter mandag sløret for ny software, der skal hindre, at lejet musik og film i bærbare musikafspillere, mobiltelefoner eller lignende apparater bliver ulovligt kopieret.
Den amerikanske virksomhed er klar med sit seneste stykke Digital Right Management-software, som har fået kodenavnet Janus.
Janus giver lejede sange og film en form for digital udløbsdato, som også virker, når produktet bliver overført fra en pc til en anden afspiller.
Målet med softwaren er at gøre det lettere for de personer, der ønsker at leje film eller sange over nettet i en begrænset periode i stedet for at købe dem.
Ingen apparater endnu
Microsofts nye software giver blandt andet brugeren mulighed for at leje flere film på nettet til en længere rejse. Fra pc'en kan de overføres til bærbare afspillere, så filmene kan ses, indtil lejeperioden udløber en måned senere.
- I øjeblikket bærer modellerne for lejet film og musik desværre præg af, at de er afhængige af at blive afspillet på en pc, siger Jason Reindorp, talsmand for Microsoft, til det amerikanske nyhedsbureau AP.
Ifølge Microsoft vil Janus-softwaren kun virke sammen med nye bærbare afspillere, som lander på markeder om to til tre måneder.