Gartner Symposium, Barcelona: En spændt summen præger salen i Barcelona mandag formiddag, hvor flere tusinde europæiske CIO'er er samlet til Gartners årlige Symposium.
Det er nu ellers ikke fordi, de fleste i salen ikke godt har gennemskuet keynote-talernes budskab, før de træder ind på scenen:
Det handler om at skabe gennem-digitaliserere virksomheder, der ikke bare er drevet med og understøttet af it - men hvor det digitale gennemsyrer hele forretningen, alle produkterne og selv virksomhedskulturen.
"Den digitale forretning er over os," indleder Gene Hall, CEO i Gartner konferencen.
'Digital business' er blevet det nye sort hos de sortklædte CIO'er , og de er mødt op i Barcelona for at finde ud af, hvordan de helt præcis kan rykke deres respektive virksomheder i den ønskede digitale retning.
Det er frygten for at blive 'disruptede' af nye, innovative spillere eller konkurrenter, der er mere digitalt kreative, end man selv formår at være, der er brændstoffet under al snakken om digital business.
"Men hvad kan du gøre, når du ikke ved, hvilken digitale teknologi, der vil påvirke dig, eller hvem din næste konkurrent bliver?" lyder det fra Gartners CEO.
"De CIO'er, der er vindere, er mere fokuserede end nogensinde før," forklarer Gene Hall.
Algoritmernes enorme betydning
Gartners globale research-chef, danskfødte Peter Søndergaard, beskriver over for salen, hvad det konkret er, man skal fokusere på som moderne CIO:
"De algoritme-baserede virksomheder er her," forklarer Peter Søndergaard, før han argumenterer for, hvor netop algoritmerne er et helt centralt omdrejningspunkt for moderne virksomheder og alle de nye teknologier og digitale løsninger, der kommer til at præge vores verden i de kommende år.
"Algoritmer er den innovation, der får digitale forretninger til at fungere. Det, der gør dig i stand til at levere nye produkter og services," siger han i Barcelona mandag formiddag, hvor Computerworld også er med.
"Dynamiske algoritmer er kernen i den nye måde at interagere med kunder på," lyder det fra Peter Søndergaard, der eksemplificerer det med, at det blandt andet er her, at virksomheder som Amazon og Netflix har deres styrker.
Læs også: Du kommer til at spinde guld hvis du opfinder lige præcis dén algoritme
"Algoritmer definerer den måde, som verden fungerer på."
Gartner-topchefen hiver budskabet ned i en konkret brugerkontekst ved at fremhæve digitale assistenter som Microsofts Cortana, Googles Now og Apples Siri, som kun er tidlige eksempler på, hvad vi kan vente os i de kommende år.
"I 2020 vil brugerne ikke bare bruge apps på deres smartphones - faktisk vil de have glemt, hvad apps er. I stedet vil de være afhængige af virtuelle assistenter skyen, som de stoler på,"
Milliarder af algoritmer
Konkret ser Gartners head of research dette fremtidsbillede for sig:
"Et markedet med milliarder af algoritmer vil vokse frem. Forestil dig et marked, hvor hver algoritme løser et problem eller giver en ny mulighed."
"Produkter og services vil være definerede af, hvor sofistikerede de er - deres algoritmer," lyder budskabet fra Peter Søndergaard på Gartners Symposium i Barcelona.
Data skaber altså ikke værdi
Peter Søndergaard hiver også fat i en misforståelse, der findes hos mange it-chefer og it-organisationer i disse år - at nye trends som big data i sig selv kan skabe ny vækst og værdi.
"I er nødt til at ændre opfattelsen af, hvad it-værdi er i virksomheden. Big data er ikke der, hvor værdien er - data er dumme. Det er først, når du ved, hvordan du skal bruge dem og anvende dem, at de gør noget," forklarer Peter Søndergaard.
Her vil algoritmer kunne være en del af svaret, men en intelligent kode hjælper ikke meget, hvis den organisation, der anvender den, stadig er låst fast i gamle forretningsmodeller og processer, der hører en anden tid til.
Læs også: Gartner klar med ny hype cycle: Se de hotte og hypede trends her
"Traditionelle virksomheder rykker for langsomt, når de bygger digitale forretinger oven på de eksisterende," vurderer Peter Søndergaard.
Løsningen er ifølge Gartner at tænke mere i todelte organisationer, der kan arbejde i forskellige tempi.
Peter Søndergaard fremhæver, hvordan mange etablerede virksomheder efterhånden har knækket koden til at kunne arbejde med digital innovation, uden at det går udover driften af den tradtionelle forretning:
"De opretter digitale forretninger, der kører sideløbende med de analoge. Digitale forretninger, der kører separat fra deres traditionelle forretinger."
Sikkerheden bliver kun mere kompleks
For mange it-chefer og CIO'er kan de mange visioner om digital innovation og 'algoritmernes tidsalder' dog godt virke lidt langt væk fra dagligdagens mere lavpraktiske opgaver.
Eksempelvis er sikkerhed en stadig større udfordring i mange virksomheder, men også her er man nødt til at tænke i nye baner, hvis man skal tro Peter Søndergaard fra Gartner.
"Alle bliver hacket i den nye verden. Det er blot et spørgsmål om tid. Du kan ikke kontrollere hackerne, men du kan kontrollere din egen infrastruktur," forklarer han.
Gartners undersøgelser viser, at den typiske teknologiorganisation i 2017 vil bruge 30 procent af pengene og 10 procent af de menneskelige ressourcer på sikkerhed - det er en tredobling i forhold til 2011.
Hvem styrer it-investeringerne?
Den udfordring bliver ikke mindre af, at mange it-organisationer oplever, at de mister stadig mere kontrol med, hvilke teknologier og løsninger, der tages i brug i virksomheden.
For et årti siden konktrollerede den typiske it-organisation i følge Gartner 70 procent af alle teknologier, der var i spil i virksomheden.
I dag er det faldet til 50 procent, og i 2017 vil det være under halvdelen.
Den udvikling finder sted, selvom der bruges stadig flere penge på it og digitale løsninger.
Læs mere om Gartners Symposium i Barcelona senere på ugen på Computerworld.dk.
Læs også:
Du kommer til at spinde guld hvis du opfinder lige præcis dén algoritme
Kæmpe undersøgelse afslører it-chefens helt store udfordring - og måden den skal tackles på
Gartner klar med ny hype cycle: Se de hotte og hypede trends her
Falcks CIO har et vigtigt grundprincip - følg det hvis du vil sikre din virksomheds fremtid
Årets CIO 2015: Her er Danmarks fem bedste CIO'er
To centrale begreber er nøglen til din fremtid i it-branchen