"Du får AC/DC-koppen, så tager jeg Ozzy Osbourne."
Clara Mai Kunstmann peger på knappen, der sætter gang i kaffebrygningen.
Mens tjæren langsomt fyldes i koppen, fortæller hun om et par af sine oplevelser fra den netop overståede South by Southwest-konference i USA, hvor interaktive medier er et af hovedemnerne.
"Den teknologi, vi bruger, er bleeding edge, og det er faktisk ofte svært at finde nogen, vi kan måle os op imod. Vi er sindssygt langt fremme i Skandinavien," forklarer hun.
Clara Mai Kunstmann er senior director og chef for TV og OTT (over-the-top)-løsninger i TDC Group.
Hun er dermed øverst ansvarlig for udviklingen af telekoncernens streamingtjenester og apps som TDC Play og YouSee Play til alt fra smartphones og tablets til spillekonsoller og smart tv'er.
De nye Blockbuster-apps til blandt andet iOS og Android og pc-platformen bliver også udviklet af hendes folk.
Opruster med nye udviklere
Afdelingen er vokset voldsomt i de senere år med udgangspunkt i TDC's satsning på digitale indholdstjenester. Der er i øjeblikket 51 fastansatte og konsulenter, og der skal ansættes yderligere et par håndfulde i den nærmeste fremtid.
"Alt, der handler om home entertainment, rammer på en eller anden måde denne her afdeling. Alt, der kan streames, går igennem os."
Vi bevæger os rundt i kontorlandskaberne, der på mange måder er noget atypisk det, man normalt ser og hører i TDC.
Her er ingen mørke jakkesæt eller pæne, rene skriveborde. Til gengæld er der Metallica-t-shirts, tomme cola-flasker og kode-uddrag på tapetet.
Over en million downloads
Afdelingen består af fire områder: UI og design, middleware og backend, en mobil- og web-afdeling og en afdeling, der beskæftiger sig med smart tv, spillekonsoller og set-top-bokse.
Udviklerne løfter kun hovederne ganske kort, mens vi går rundt og snakker. De har masser at se til, forklarer Clara Mai Kunstmann:
"Vi lancerede nye apps til TDC og YouSee Play i oktober, og der har været over en million downloads."
"Nu har vi også lanceret AirPlay, og der kommer også Chromecast. Vi kan se fra uge til uge, at aktiviteten øges, så vores største udfordring lige nu er at sikre den bedste kvalitet af de tjenester, vi har lanceret."
"Det kan godt være lidt svært at følge med, når vi er blevet det, jeg kalder 'Netflixificeret,'" lyder det fra Clara Mai Kunstmann, der tidligere har været blandt andet direktør i E-doktor, konsulent hos FDIH og chef for Allers Future Lab.
"Det er en kæmpe fordel for TDC, at alle pludselig har lært Netflix at kende og ved, hvad streaming er, så vi ikke skal ud og fortælle dem det.
Men det at få den rette mængde kul under kedlerne i rette tid og at finde de dygtigste udviklere kan være en udfordring."
Den dygtige udvikler
Hvad kendetegner en dygtig udvikler i din optik?
"En dygtig udvikler i min optik er en udvikler, der har lyst til at lære nyt, har lyst til at udfordre både eksisterende løsninger og arkitekturer, følger med i hvad der sker ude i verden og ikke er bange for at skifte kodesprog."
Clara Mai Kunstmann uddyber det sidste:
"Vi har både JavaScript, PHP, Java og Python, og vi har ikke nogen hovedreligion her. For mig er de gode udviklere dem, der virkelig har lyst til at grave sig ned i, hvad den bedste løsning er, og som tør tage ansvar."
"Det er relativt specifikke kodesprog, der bruges til iOS og Android, men der er jo rigtig mange veje at gå - hvilke frameworks skal vi bruge og hvad for en test-setup, skal vi have?"
"Det er min erfaring, at man får mest ud af selv at lade dem vælge, for de ved bedst. Og man får også mere ud af, at de står på mål for de løsninger, de har valgt," siger hun.
TDC har i de seneste par år storsatset på at tiltrække og fastholde kunder med en stribe indholdstjenester og løsninger, der giver ekstra værdi til bredbånds-, tv- og mobilabonnementerne.
Det er en strategi, der langt hen ad vejen har fungeret for TDC, selvom telegiganten er hårdt presset af konkurrenterne.
Men samtidig er det også en plan, der kræver, at udviklingsafdelingen er hurtig til at gribe og udnytte de spritnye tendenser:
"Det går ekstremt stærkt. Så kommer der en Tinder-app, og pludselig er alle med på, hvad det vil sige at swipe, og pludselig er swipe helt almindeligt som navigation. Der skal ikke så meget til, at tingene ændrer sig," lyder et eksempel fra Clara Mai Kunstmann, der af samme grund taler varmt for en kultur, hvor man tør tage chancer:
"Vi arbejder ekstremt agilt her i alt fra et til tre ugers sprints, og vi laver rigtig mange prototyper. For os er hastighed og time-to-market med fokus på høj kvalitet vores allervigtigste mantra. Vi vil hellere fejle hurtigt og så få det rettet, og vi vil hellere træffe nogle valg end ikke at gøre noget."
Sådan ser den perfekte app ud i 2015
Hvordan griber I udfordringen med det voksende antal devices og platforme an?
"Det sker i tæt dialog med forretningen. For eksempel har vi indtil videre valgt Windows Phone fra. Det er selvfølgelig til stor gene for de knap 10 procent af kunderne, der har en Windows-telefon, men vi må bare erkende, at det simpelthen er for dyrt at udvikle til den platform, som det er nu."
"Det er ikke så meget det at lave selve applikationen - det er vedligeholdelsen. Det betyder ikke, at det ikke kommer, men det betyder, at vi er nødt til at kigge på, hvad de største platforme er, og hvor trafikken primært er."
"Vi bruger også mange eksterne leverandører. For eksempel laver vi ikke vores egne smart tv-apps, det får vi nogle andre til, som er gode til det. Der er så mange issues omkring, hvilken firmware, der er til hvilket Samsung-tv og så videre."
"Blockbuster er pt. det brand, vi kommer til at lave til allerflest skærme: Det er iOS, Android og web, det er Playstation 3 og 4, det er Samsung, LG, Panasonic, Phillips og Sony. Det er pludselig en kæmpe palette, så der er vi simpelthen også nødt til at have partnere med," forklarer Clara Mai Kunstmann.
Hvad mener du kendetegner den perfekte app i 2015?
"Jeg tror, at enkelthed er det allervigtigste i en app: At jeg som bruger lynhurtigt kan afkode, hvad det er, jeg ser; hvad jeg har mulighed for at gøre, og hvad jeg har adgang til. Brugbarhed og enkelthed er hele tiden det, vi snakker om."
"Vi brugertester rigtig meget: Afkoder kunden det med det samme? Vi tester også sådan noget som ordvalg. Vores fokus er, at vi skal lave simple apps, der displayer noget indhold, som kunden hurtigt kan relatere til."
Når nedbrud rammer - og alle må gå i 'war room'
Du siger, at I tester meget, men hvor ofte er du nødt til at hive i håndbremsen og sige, at det ikke går med det, I er ved at lave?
"Jeg har egentlig ikke oplevet, at vi har hevet i håndbremsen, men jeg har oplevet, at vi har lavet nogle ting om, eller at vi har tilpasset noget."
"Vi har haft nogle udfordringer her i foråret på grund af blandt andet kapacitet. Vi har siddet begravet i arkitektur- og infrastruktur-møder og er nået frem til, at vi simpelthen er nødt til at køre i nogle forskellige spor."
"Et af sporene er, at vi gerne vil ændre og optimere hele arkitekturen og hele setuppet omkring, hvordan vi kan kapacitets-udvide fra den ene dag til den anden fremadrettet. Vi er hele tiden nødt til at være alert og at tænke nyt," siger Clara Mai Kunstmann, der samtidig også fortæller, at det er netop det, der gør arbejdet i en udviklingsafdeling så spændende.
"Selvom det kan være hårdt at være på arbejde 20 timer i døgnet over en periode på syv uger, fordi vi oplever nedbrud, er det også megafedt at hente udviklerne og putte dem ind i et war room og fylde dem med cola og slik og sige: 'Nu går vi ikke ud herfra, før vi har fundet ud af, hvad fanden det er, der foregår.' Og så samtidig vide, at de har det på samme måde. Det er vores fælles ansvar."
Læs mere om den historie i anden del af interviewet med Clara Mai Kunstmann senere på Computerworld.