Danionics på vej på asiatiske hænder

Den kriseramte fynske batteriproducent Danionics kan være på vej på asiatiske hænder, idet en asiatisk partner har reddet selskabet fra truende konkurs med en joint-venture-aftale, der giver asiaterne mulighed for at købe odenseanerne ud. Første skridt bliver at flytte produktionen til Kina, hvilket nu koster 26 medarbejdere i Odense jobbet.

Den fynske batteriproducent Danionics er blevet reddet på målstregen fra en truende betalingsstandsning af en asiatisk konkurrent, der nu indgår et samarbejde med den kriseramte Odense-virksomhed.

Virksomhederne indgår et 50/50-joint-venture, der træder i kraft 1. maj.

Første skridt bliver at flytte al produktion til det sydlige Kina, hvilket onsdag har kostet 26 medarbejdere en fyreseddel i den fynske hovedstad, Odense.

Den første produktionslinje flyttes til Kina i løbet af sommeren, mens selskabets to sidste linjer flytter til Asien i slutningen af året eller begyndelsen af 2005.

På vej på asiatiske hænder

Danionics flytter dermed alle sine aktiviteter undtagen kassebeholdning og lejemålet i Odense over i det nye joint-venture, hvor den asiatiske partner alene skyder penge i til egen- og arbejdskapital.

Samarbejdet kan betyde slutningen for fynsk kontrol over virksomheden, idet joint-venture-aftalen ifølge selskabets netop offentliggjorte årsregnskab giver den asiatiske partner mulighed for at købe Danionics ud som ejer.

- Der er principiel enighed om, at partneren efter et tidsrum kan købe Danionics' ejerandel i joint-venturet ud til en værdi, som afhænger af udviklingen i dette, skriver selskabet i årsrapporten.

Niels Kryger Andersen, administrerende direktør for Danionics, vil ikke uddybe, hvad det betyder, ligesom han ikke vil løfte sløret yderligere for, hvem partneren er.

- Vi har endnu ikke færdigforhandlet kontrakten, og derfor kan vi endnu ikke sige, hvordan det præcist bliver, siger han.

Danionics holder derfor navnet på den asiatiske partner hemmeligt indtil 22. april, hvor selskabet afholder generalforsamling.

Joint-venturet kommer i kølvandet på et dårligt år for den børsnoterede batteriproducent, der næsten ikke havde flere penge tilbage i kassen ved årets afslutning.

Danionics A/S Årsregnskab
Millioner kroner20032002
Omsætning76,2171
Bruttoresultat-61,8-26,2
Primært driftsresultat-115,176,4
Resultat-116,2-69,1
Egenkapital244,4365,1
Antal ansatte195271

Katastrofalt år 2003

Omsætningen styrtdykkede fra 171 millioner kroner i 2002 til 76 millioner kroner i 2003. Det gik ud over bundlinjen, der endte med et rekordstort underskud på hele 116 millioner kroner. Året før tabte Danionics 69 millioner kroner.

Danionics fremstiller letvægtsbatterier, der ellers har fået meget ros og blandt andet har fundet vej til HP's lommecomputer, Ipaq. Derudover indgik Danionics sidste år en aftale med koreanske Samsung om levering af en batteriløsning til selskabets notebook-computere.

Men de fleste af Danionics kunder og konkurrenter holder til i Asien, hvor det er dyrt at fragte de danske batterier hen. Derudover koster arbejdskraften i Kina kun en brøkdel af, hvad en fabriksarbejder skal have i Odense.

Derfor har Danionics ikke haft en chance på markedet, hvilket tidligere har fået aktieanalytikere fra Jyske Bank til at påpege, at selskabets eneste mulighed for overlevelse på længere sigt har været et joint-venture med en asiatisk virksomhed og at flytte produktionen til Kina eller et andet sted i Asien.

Danionics outsourcede allerede sidste år en del af sin forretning til forskellige asiatiske partnere og har nu udvidet outsourcings-planerne til også at omfatte centrale funktioner som salg, indkøb, kvalitet og produktudvikling.

Det nye joint-venture lukker dog ikke helt ned i Danmark, da udvikling og teknisk salgs-support fortsat vil være placeret i Odense, oplyser Niels Kryger Andersen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere