Hvorfor betale postvæsenet for at fragte en pakke tværs over Danmark, når de danske veje hver dag myldrer med biler, der kører den samme tur med tomme bagagerum?
Det var nogenlunde sådan, at de tre unge iværksættere Daniel Nyvang Mariussen, Rune Pedersen og Mads Emil Dalsgaard tænkte, da de for knap et halvt år siden stiftede virksomheden Bringrs.
De tre stiftere beskriver selv Bringrs som en social markedsplads. I virkeligheden betyder det, at Bringrs er en hjemmeside, hvor brugere kan hjælpe hinanden med at få fragtet en pakke fra a til b.
Skal du have en pakke fragtet fra Aarhus til København, kan du muligvis finde en Bringrs-bruger, der skal samme vej og som mod betaling er villig til at tage din pakke med.
Får en procentdel
Bringrs får en procentdel af prisen og sørger for, at pakken bliver forsikret. I nogle tilfælde er fragtprisen beskeden, i andre tilfælde er folk villige til at betale flere tusinde kroner for en opgave.
"For ganske nylig havde vi eksempelvis en opgave, hvor en maskine skulle fragtes til Spanien, og samtidig havde vi en opgave med noget boliginventar, der skulle fragtes retur fra Spanien til Danmark. Begge opgaver gav tilsammen 10.000 kroner," fortæller Mads Emil Dalsgaard, der er en af de tre medstiftere af Bringrs, til Computerworld.
I øjeblikket er det blot de tre stiftere, der driver virksomheden fra et kontor i Nordhavn i København, men snart vil de få selskab af en praktikant, og de har også en ambitioner om at tilknytte yderligere en partner.
Bringrs ser sig selv som en del af en ny økonomi. En dele-økonomi eller som amerikanerne siger: "the new sharing economy." Den grundlæggende idé er, at vi i fællesskab kan udnytte vores ressourcer bedre, hvis vi deler med hinanden.
Vi kender allerede ideen fra tjenester som Airbnb, hvor vi i stedet for at leje et hotelværelse kan leje os ind hos en privat, når vi er ude at rejse. På samme måde vil det i fremtiden måske være en rutinesag at leje biler, cykler og helt andre ressourcer hos folk, der ikke selv er i stand til at udnytte dem fuldt ud.
Hvad kan dele-økonomien?
Men i dag lever vi i en verden, hvor vi allerede har institutioner, der løser de opgaver, som virksomhederne i dele-økonomien forsøger at løse. Vi kan sende vores pakker med postvæsenet, og i storbyerne ligger der et hotel på hvert gadehjørne.
Så hvad er det, der får virksomheder som eksempelvis Bringrs til at tro, at de kan konkurrere med store etablerede branche?
En del af årsagen er de økonomiske fordele.
Det er næppe noget tilfælde, at eksempelvis Airbnb har fået sit gennembrud under den økonomiske krise, hvor muligheden for at reducere rejseomkostningerne ved at lade sig indkvartere privat var særligt tillokkende. Og samtidig gav det boligejere med en trængt økonomi en mulighed for at tjene en ekstra skilling.
Samtidig er der også en miljøbesparende effekt, når ressourcerne udnyttes bedre, påpeger Mads Emil Dalsgaard.
Men han har også en helt tredje forklaring på, hvad tjenester som Bringrs kan, som mere traditionelle virksomheder ikke kan.
"I gamle dage kendte du måske dit postbud og havde tid til at sige hej. Men i takt med alt er blevet mere effektivt, og virksomhederne bliver større, er det, som om at vi også er rykket længere og længere væk fra hinanden. Jeg tror, at mange bliver tiltrukket af tjenester, der som vores bringer mennesker tættere på hinanden. Selv om du får penge for det, møder du fremmede mennesker og får følelsen af, at du hjælper dem," siger han.
Kan virke skræmmende
Han forklarer dog også, at mange møder dele-økomomien med en vis skepsis, når de bliver introduceret til den for første gang.
Tanken om at overlade en pakke i hænderne på en vildt fremmed kan virke afskrækkende. For selv om postvæsenet måske kan virke upersonligt og indimellem også frustrerende, er det en institution, som mennesker har opbygget tillid til gennem generationer.
Derfor gør Bringrs også meget ud af at overbevise kunderne om, at alle forsendelser er forsikret for op til 10.000 kroner uden selvrisiko.
"Derudover gør vi også rent teknisk det, at vi forsøger at opbygge tillid ved at få folk til at give anmeldelser og ratings, når der er blevet udført en opgave. Og samtidig vil vi gerne have at folk logger ind på siden via Facebook, så det bliver tydeligt, at der gemmer sig et rigtigt menneske bag brugernavnet," fortæller Mads Emil Dalgsgaard.
De samme overvejelser har de gjort sig hos MinBilDinBil, der er en københavnsk iværksætter-virksomhed, der ligesom Bringrs bygger på et dele-økonomisk koncept.
MinBilDinBil gør det muligt for private at udleje deres biler i perioder, hvor de ikke selv bruger dem. Og i dag - lidt mere end et år efter, at virksomheden blev stiftet - tilbyder MinBilDinBil et udvalg på næsten 1000 biler, og omkring 7000 danskere har registreret sig som brugere af siden.
Milad Avaz, der er markedsføringsansvarlig for MinBilDinBil, oplever ligeledes, at det ikke er unormalt, at folk møder konceptet med skepsis, når de første gang præsenteres for det.
"Det er lidt som en mørk zone for mange folk. De har ikke prøvet det før og ved ikke rigtigt, hvordan det foregår. Men vi oplever - og det oplever vi faktisk i en helt sindssyg grad - at når folk først har brugt os én gang, så bruger de os igen og igen. De finder nogle få faste biler i deres nabolag, som de booker, når de står og mangler en bil," siger Milad Avaz.
Gennem de seneste uger har MinBilDinBil delt flyers ud i københavnske brokvarterer, hvor virksomheden oplyser de københavnske bilister om muligheden for at tjene penge ved at udleje deres bil.
Tillokkende for storbymennesker
Ifølge Milad Avaz skyldes det blandt andet, at tjenesten især er tillokkende for storbymennesker, der ofte har fravalgt at købe en bil. Og folk i storbyen, der rent faktisk har en bil, oplever ofte, at de på grund af den veludbyggede infrastruktur og de korte afstande godt kan undvære den i perioder.
Virksomheden har til huse i et kontor i Københavns Nordvestkvarter, hvor MinBilDinBil sammen med en række andre københavnske iværksættervirksomheder er en del af kontorfællesskabet Rocket Labs. MinBilDinBil har syv ansatte og er i øjeblikket i gang med at besætte to stillinger yderligere.
MinBilDinBil står dog langt fra alene med sit koncept. Herhjemme tilbyder GoMore, der blandt andet har fået tilført kapital fra Just-Eat-Stifteren Jesper Buch, en lignende tjeneste.
Og i USA har virksomheden Relay Rides haft succes med en lignende tjeneste, som anses for at være biludlejningens svar på AirBnb.
Frygter ikke udenlandsk konkurrence
Netop på boligområdet lykkedes det for Airbnb at sikre sig en global dominans i løbet af få år, men ifølge Milad Avaz frygter MinBilDinBil ikke, at en stor udenlandsk konkurrent kommer og overtager det danske marked inden for en overskuelig fremtid.
I Europa er der endnu ikke en stor fælles spiller inden for delebils-markedet. I stedet har de enkelte lande ofte en eller flere lokale lokale spillere, og Milad Avaz mener, at lokale tjenester som MinBilDinBil kan være med til at give brugerne en følelse af tillid, der kan være en konkurrencefordel i kampen mod udenlandske tjenester.
"Der vil jo altid være konkurrence fra udenlandske spillere, uanset, hvilken branche du er i. Men vi tror på, at det her er en branche, hvor det kræver meget tillid, og derfor vil vi gerne være så gennemsigtige som overhovedet muligt. Når brugerne ser en pris her på siden, så er det også den pris, som der står på deres kvittering, når de har betalt. Vi vil også gerne have ærlige 'ratings' og være skarpe overfor de brugere, der ikke behandler andre folks ting ordentligt. Vi mener derfor, at vi opbygger en tillid med brugeren, som gør det svært for internationale spillere at komme ind og tage over," siger han.
Læs også:
Sådan skaffer du penge med crowdfunding: Fem gode råd fra dansk startup-succes