Interview: I juli 2014 blev der sat 42 millioner kroner ind på kontoen i den danske virksomhed Autobutler.
Venture-pengene kom fra en af verdens mest eftertragtede fonde, den britisk-amerikanske IndexVentures, der også har lagt penge i selskaber som Facebook, Dropbox og Skype.
Men trods investeringer, som mange danske opstartsfirmaer vil give deres højre arm for at få sat i, er lykken langt fra gjort hos den danske auto-portal.
"I øjeblikket er vi frustrerede, men på vej til at blive desperate" fortæller Peter Michael Oxholm Zigler, der er direktør og en af de to stiftere af Autobutler.
Det, der trykker humøret, er manglen på kvalificerede it-folk.
"Vi har kæmpe udfordringer, hvis vi skal vokse i den takt, som vi ønsker og har plads til i markedet. Vi mangler danske udviklere i alvorlig grad. Vi forsøger at dække hullerne med folk fra eksempelvis Brasilien, Tyskland og Rusland, men det er ikke den løsning, som vi ønsker."
"Vores vækst og eksistensgrundlag er alvorligt truet, hvis vi ikke kan udbygge produktet hurtigt nok," vurderer Peter Michael Oxholm Zigler, med henvisning til de udenlandske konkurrenter, der puster firmaet i nakken.
Læs også: Direktør: Nørden er fremtidens leder - gi' os nu flere af dem!
Fra to til 80 på fire år
Virksomheden er startet for fire år siden af de to danske iværksættere uden det mindste kendskab til hverken autobranchen eller til programmering.
"Den forretningsmodel vi så, var at skabe gennemsigtighed i autobranchen ved at sammenligne priser mellem de forskellige værksteder," fortæller han.
På portalen kan en bilejer indtaste hvilken reparation, som vedkommende gerne vil have foretaget på sit køretøj.
Informationerne bliver herefter sendt til 900 autoværksteder, der så kan give et tilbud på arbejdet.
Forretningsgrundlaget består af en provision på mellem seks og otte procent af de handler, der gennemføres mellem kunder og værksteder.
Den første tid i et opstartsfirma er altid hård, og der gik da også små to år før investorerne fik øje på Autobutlers potentiale. Men herefter er det gået stærkt.
Der er sammenlagt pumpet små 75 millioner kroner ind i firmaet, der har åbnet afdelinger i Sverige, Tyskland og senest i England.
"Det er gået voldsom stærkt. Vi er gået fra to til 80 ansatte i fire lande i løbet af vores korte levetid," fortæller Peter Michael Oxholm Zigler.
I dag er det altså ikke pengene, der er problemet. Det er folkene.
Autobutlers udvikling foregår i Danmark og ønsket om at outsource, som mange andre virksomheder benyttes sig af, ligger langt nede af listen.
"Vi har cirka 15 udviklere i øjeblikket, men vi skal op på omkring det dobbelte indenfor en overskuelig fremtid."
Det er primært ruby-on-rail-udviklere, som firmaet ser langt efter, men også front-end-developers, CRM-specialister og SEO-ekspertise står højt på ønskelisten.
"Nye udviklere behøver ikke engang være på hjemmebane i ruby-on-rail, det skal vi nok lære dem, hvis de bare er dygtige udviklere," siger Peter Michael Oxholm Zigler.
Der bliver uddannet masser af it-folk med lidt blødere fagprofiler, kan I ikke tage dem?
"De skal være dygtige. Der er mange, der kalder sig it-specialister, men der er ikke ret mange dygtige programmører, desværre. Vi mangler hardcore-folk."
Tvunget til outsourcing
Måske kniber det med at finde gode folk, fordi I ikke er attraktive nok?
"Det er vi. Vi lægger stor vægt på et fornuftigt lønniveau, en god forretningsmodel og virksomhedskultur. Vi oplever en stor ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Det er ikke kun os, der står i den situation, det gælder også for de virksomheder, vi taler med," siger han, og fortsætter:
"Det er ikke bare et problem for os, det er et generelt problem i Danmark."
Læs også: Eksplosion i antallet af ledige IKT-job: 3.859
Hvad gør I for at løse problemet?
"Vi forsøger at blive endnu skarpere, tænke alternativt og positionerer os som en god arbejdsplads. Ligeledes er vi tvunget til at se tingene i et globalt perspektiv. Men der er kun i mangel af bedre, vi vil helst have danske folk. Vi forsøger, at være aktive på universiteter, afholder events og stå fremme i gadebilledet."
Er tyskere eller russer ikke dygtige nok?
"Jo, det er de. Men det er langt mere problematisk at hente folk i Rusland eller Brasilien end at ansætte lokale. Der er også nogle kulturelle forhold, der ikke altid er lige enkle at få til at gå i hak. Træfsikkerheden blandt danske udviklere er bare langt højere."'
Hvor meget går det ud over jeres vækst, at I har svært ved at finde folk. Du siger i vil ansætte dobbelt så mange udviklere, som I har nu. Kan de så også fordoble væksten?
"Det er svært at sætte tal på, men det er ikke usandsynlig. Ligeledes har vi en udfordring med at vores konkurrenter i både Tyskland og Sverige sætter os til vægs, hvis vi ikke arbejder hurtigt nok."
Kan alternativet blive outsourcing?
"Ja, det kan det godt, men det er kun plan-c. Vi vil helst have danske folk eller alternativt insource it-folk til landet, men det kan blive nødvendigt at sende dele at udviklingsopgaverne til udlandet, hvis vi ikke kan få de folk vi mangler. Vi kan blive tvunget til at outsource," siger Peter Michael Oxholm Zigler, og fortsætter:
"Vi er frustrerede over at have kapitalen og produktmulighederne foran os, men simpelthen mangler de folk, der skal løfte opgaven."